ALMS   23/07/12

Jan Magnussen fører amerikansk mesterskab efter spændende afslutning
American Le Mans SeriesScorede sæsonens fjerde podieplads
Jan Magnussen og holdkammerat Antonio Garcia kom på andenpladsen i deres Corvette C6.R ved 5. afdeling af den Amerikanske Le Mans Serie, der blev afviklet på Mosport i Canada.

Andenpladsen kom i hus efter en tæt afslutning, hvor Jan Magnussen gennem den sidste time, nøjagtig som ved sidste afdeling, pressede den førende Porsche med Jorg Bergmeister, men hvor også Ferrari med Johannes van Overbeek blandede sig mod afslutningen. På den hurtige bane lagde Jan Magnussen flere gange an til angreb, men med 25 minutter tilbage kom der safetycar på banen. Med lidt over 10 minutter tilbage blev løbet atter givet frit og de tre førende biler i GT klassen lå som perler på en snor. På sidste omgang forsøgte Magnussen et angreb på den førende Porsche, men blev spærret, så Ferrarien i stedet passerede Magnussen. Efter løbet blev Porschen dog diskvalificeret for en teknisk fejl på bilen og Magnussen/Garcia fik dermed andenpladsen.

"Det var igen tæt på sæsonens første sejr, men igen var der små ting, der ikke gik vores vej i løbet” sagde Jan Magnussen efterfølgende. ”Garcia førte løbet fra pole position og vi styrede løbet, men ved vores første pitstop, blev vi blokeret af en prototype på vej ind og vores pitboks var delvist blokeret af en anden bil, så vi ikke kunne holde korrekt. Så da Garcia igen kom ud, var det på en niende plads. Da jeg overtog bilen, var der lidt over en time tilbage af løbet. Jeg fik lukket hullet til førende Bergmeister og jeg var hurtigere end ham, men hans Porsche havde fordelen på nogle meget afgørende steder, hvilket gjorde, at jeg ikke kunne komme forbi. På sidste omgang tog jeg chancen og gik efter sejren, men vi rørte hinanden og Ferrarien klemte sig forbi. Det var en fair overhaling. Han så et hul og tog chancen. Efterfølgende blev Porschen så diskvalificeret, så vi i stedet blev toer. Det gav gode point til mesterskabet, så det er svært at være sur, selvom jeg selvfølgelig gerne ville have haft den sejr”.

Jan Magnussen og Antonio Garcia fører nu mesterskabet syv point foran holdkammeraterne Gavin/Milner og BMW kørerne Hand/Müller.

Jan Kaiser
JanMagnussen.com
KevinMagnussen.com


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Mosport Park
  • 22/07/12 - Mosport Park - ALMS

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk