DMV Tourenvagen Challenge    24/07/12

Jørgen ” Gamle” Hansen nummer 4 generelt på Oschersleben.
For fjerde gang i år drog teamet mod tyskland for at deltage i DMV-Touringcar Championship. Denne gang var det den forstørrede tyske udgave af FDM Jyllandsringen, Oschersleben, der lagde asfalt til løbene. Det er en bane, som Jørgen har gode minder fra, da han i 2008 i sit første løb med BMW’en høstede en generel andenplads.

Forventningerne var derfor store, selvom serien har udviklet sig voldsomt med professionelle teams og kørere, som f.eks. Mathias Lauda, der med flere års erfaring fra DTM ikke er hr Hvemsomhelst på banen.

I den frie træning så det umiddelbart fint ud med en niendeplads generelt, men fornemmelsen sagde, at det nok ikke ville holde til tidtagningen, hvad det heller ikke gjorde. Træningen havde født en ide, som med lidt held ville give bedre tider, og stik mod al sund fornuft, besluttede holdet at afprøve ideen under tidtagningen.

- Det kan godt være, at vi ikke havde fået tænkt alle aspekter helt igennem, så det rakte kun til sekstende-pladsen i den generelle stilling og en andenplads i klassen. Det plejer godt nok at gå bedre i løbene, men det var da ikke særlig opløftende.

Da det var blevet tid til anden tidtagning gik det ikke meget bedre, men det skyldtes tæt trafik på banen, som forhindrede en fri omgang. Den generelle placering skiftede til trettendepladsen, mens placeringen som nummer to i klassen stod fast.

Oschersleben ligger ikke så langt fra Danmark, så det kommer næppe som den store overraskelse, ar vejret var omskifteligt. Det så ud til at holde tørt, så med en venlig tanke til de højere magter blev bilen udstyret med slicks.


Jørgen Hansen i sit es
(Foto: © Copyright 2011 UHSport GmbH )

Starten var som sædvanlig en rullestart, hvor man allerede på vej ind mod startstregen kører med fuld gas. En af bilerne foran kom ud på det grønne kunststof mellem curben og barrieren, men i stedet for at sætte farten ned eller komme tilbage på asfalten fortsatte han ud på græsset med 160-170 km i timen. Det kunne han åbenbart ikke styre og gik på tværs af banen lidt foran den danske Porsche

- Jeg besluttede at holde på og håbe, at jeg kom forbi inden han røg på tværs af banen. Det lykkedes lige akkurat..Havde jeg bremset, var han gået lige ind i min venstre side.Nu røg han på tværs lige bag mig og ramte en anden, og de endte begge i autoværnet, hvor der gik ild i bilen. Ilden blev dog slukket, inden bilen brændte ud, men det vidste jeg ikke på det tidspunkt.

Bortset fra dette lille intermezzo var det en god start, men dommerne valgte at afbryde løbet, da der kørt en halv omgang, så banen kunne blive ryddet. Hele feltet linede op til ny rullestart på de placeringer, der var gældende, da der blev rødt flag.


Mens det endnu holdt tørvejr
(Foto: © Copyright 2011 UHSport GmbH )

Omstarten forløb helt uden problemer og der blev hentet en del placeringer, inden feltet begyndte at falde til ro. Allerede efter nogle få omgange blev det regnvejr, og med de meget brede slicks, Porschen kører på, blev spændingen for alvor skruet i vejret. Slicks er mønsterløse dæk beregnet til tørvejr, og vand på vejen virker som smøremiddel. Vandet sænker samtidig dækkenes vedhæftningsevne, så slicks + mange hestekræfter + regnvejr = bambi på glatis.

Jørgen var derfor nødt til at køre aggressivt for at holde varme i dækkene, ligesom han undlod at følge de gummifyldte ideallinjer gennem svingene. Taktikken gav bonus og ekko over hele banen, da banespeakeren opdagede den danske bil, som avancerede op gennem feltet. En efter en måtte konkurrenterne lade sig overhale, og ved målstregen var der kun tre biler, som ikke var blevet overhalet. En generel fjerdeplads og førstepladsen i klassen var en stor tilfredsstillelse efter den miserable tidtagning.

Resultatet kan det lille team kun være tilfredse med – især når man finder ud af, at Jørgen undervejs i løbet også havde meget andet at tænke på. En tredjedel inde i løbet, knækkede nogle stivere i ratnavet, da bilen skar hen over curben i et sving. Rattet blev meget gummiagtigt i bevægelserne, men det knækkede først, da bilen blev kørt ind i pitgaragen…..


Jørgen Hansen øverst på podiet
(Foto: © Copyright 2011 UHSport GmbH )

Samtidig med at styringen blev upræcis begyndte advarselslampen for lav vandstand at lyse. Da temperaturen ikke steg mere end tilladeligt, blev racet fortsat. Efter løbet kunne mekanikerne se, at et vandrør havde gnedet mod en oliebeholder, som også var blevet utæt. Oliespildet havde været meget begrænset, men for at reparere de to utætheder skulle motoren tages ud. Den opgave var for tidskrævende og kunne ikke gøres inden næste heat, så meget modstræbende måtte holdet pakke sammen og køre hjem.

Næste løb bliver et stenkast fra Tyskland men dog på dansk jord i midten af august, når sæsonens tredje løb for Special Saloon Car afvikles på Padborg Park. Der er ingen tvivl om, at Team Hansen Racing nyder at køre på de store baner i udlandet, men holdet ser alligevel frem til at møde de danske konkurrenter på hjemmebane.

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Jørgen 'Gamle' Hansen

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport