Christian Siepmann og CS Racing havde fart på, da første løb efter sommerferien fandt sted på Padborg Park i weekenden. Næsten to måneders fravær fra racerbanerne sætter længslen i gang for de fleste med højoktan i blodårerne, og det gjaldt da også for den aarhusianske racerkører.
Fuld fart fremad; Christian Siepmann er med i toppen af Special Saloon Car-klassen (Foto: Gripping Media)
"Det har været nogle lange uger, selvom tiden har været brugt til at hygge lidt om familien - og racerbilen", tilføjer han. "Nu er det rart at være på banen igen, så jeg kan få brændt lidt energi af!"
Energi, dæk og benzin blev bestemt også brændt af, og med en vis succes for Christian Siepmann, som i år kører i Special Saloon Car-klassen med en potent BMW E92 M3 GT2. I tidtagningen var den fragtmandsblå BMW femtehurtigst med få tiendedele sekund op til nummer tre.
Den fragtmandsblå BMW bliver bedre og bedre for hver omgang (Foto: Gripping Media)
I første og andet heat blev der arbejdet med opsætningen af den hurtige BMW, og det gav hhv. femte- og fjerdepladsen i de to heat. I klasse 5 blev det til to andenpladser.
Sidste heat blev til endnu en forbedring, da Christian kunne køre i mål på en samlet tredjeplads og dermed tage endnu en pokal med hjem til samlingen. En god opvarmning til årets store løb, Grand Prix Danmark, der køres på FDM Jyllandsringen om små to uger:
"Nu har vi lidt tid til at få bilen i absolut topform inden Grand Prix'et", siger Christian. "Vi har allerede gjort det store setup klar, så der er plads til en masse glade gæster i teltet. Så mangler vi bare det perfekte sommervejr til at se på racerløb og spise god mad i! Jeg glæder mig til at få en masse sponsorer på besøg, så de kan få en god dag i motorsportens tegn."
Om to uger er Christian Siepmann klar til at give konkurrenterne baghjul ved Grand Prix Danmark (Foto: Gripping Media)
CS Racing Læs mere om: Christian SiepmannPadborg Park12/08/12 - Padborg Park - Special Saloon |