Alle mand af huse til årets sidste løb Hvis man kigger i historiebøgerne, har det altid været traditionen, at alt der kunne rulle eller trille stillede op til Grand Prix Danmark, men det ser ud til at være ændret. Når man kigger på tilmeldingen til DM-finalen på FDM Jyllandsringen i den kommende weekend, så svulmer deltagerantallet i alle klasser og giver håb om, at dansk motorsport alligevel ikke er afgået ved døden. Der er virkelig tale om en god blanding af nye kørere, som skal prøve noget nyt, garvede kørere, som ikke kan undvære duften af varme motorer og så – selvfølgelig – titelkandidaterne.
Blandt de helt nye kørere finder man Bo Sørensen, der har slået sine folder i Grindsted Go-Kart Klub. Peugeot Spider er et helt naturligt valg, når man vil videre, og det bliver spændende at se Bo håndtere en ’forvokset’ gokart.
Den anden helt nye kører er Christian Lund. Han er ikke ubekendt med Peugeot Spider, men ikke på den måde, som de fleste forventer. Christian har nemlig været mekaniker for Morten Remar, der overraskede med en sejr på Ring Djursland for to uger siden. Nu bliver det så spændende, om Morten loyalt vil stille op som mekaniker for Christian eller han holder sig til musikken.
Head-to-head (Foto: Gripping Media)
Der er et par gengangere af nye kørere i form af Thomas Wulff og Nicki Petersen. De har kørt før, men er alligevel ikke en del af den gamle flok. Thomas kørte til Grand Prix Danmark uden at overstråle andre, men fik samlet en masse erfaring om bilen. Han er ikke nogen begynder i en racerbil og vil på en god dag kunne overraske. Nicki viste for to uger siden på Ring Djursland, at han kan køre en Spider både hurtigt og konstant rundt på en krævende bane, og med den rutine han har fået, så må man ikke forvente, at han vil være tilfreds med den bagerste del af feltet.
En gammel kending fra klassens oprindelse er den frygtløse skraldemand Kent Iversen fra Lysabild. Han har desværre holdt pause i nogle år, men har fundet bilen frem fra gemmerne. Vi er med garanti nogle stykker, der kan huske hans deltagelse i Yokohama Cup og håber på en gentagelse af hans præstationer fra dengang. Når alle klagede over succesballast, konstaterede han tørt, at han allerede vejede for meget uden ballast og kørte så fra hele flokken.
Blandt de ’gamle’ og kendte ansigter finder man også Carsten Brandt, hvis planer for denne sæson blev ødelagt af olympiaden i London. Carsten er en skytte i verdensklasse, og forberedelserne til olympiaden kolliderede med løbsdatoerne, så det bliver både første og sidste gang i år, at vi ser ham styre den sorte Spider rundt på banen.
Netop den sorte Spider har tidligere på året været luftet på banen, da Allan Olsen lånte den til Historisk Weekend på Padborg Park, fordi hans egen bil ikke kunne blive klar til løbet. Denne gang stiller Allan op i sin vante Spider, men uden det pres, der hvilede på ham sidste år. Man kan roligt sige, at denne sæson har været lidt af et antiklimaks, som ikke har givet ham chancen for at forsvare sit mesterskab. Den nuværende fjerdeplads kan ikke veksles til en bedre plads, så fokus ligger på at holde pladsen.
Tæt og intenst som race skal være (Foto: Gripping Media)
Næste mand i rampelyset er Morten Buus, der lige har været en tur i Singapore for at samle inspiration ved formel 1-løbet. Hvis han har fået gode ideer og kan kombinere dem med den succesoplevelse, han fik ved Grand Prix Danmark, så kunne han være manden, der overrasker alle. Formkurven har været langsomt men konstant stigende, og finder han rytmen som sidst, er han for alvor kommet over toppen på indlæringskurven.
Han kunne godt blive en udfordrer til Frederik Vodder, der ligger på femtepladsen i mesterskabet. Frederiks plads er ikke truet, men i kampen om placeringerne i vil de to godt kunne udkæmpe nogle gode dueller. Frederik har været i Frankrig og køre et par afdelinger af den franske serie, og det har hver gang resulteret i podiepladser.
I kampen om mesterskabet har kørerne Rasmus Wendelboe, Elliot Winther og Henrik Jansen klart skilt sig ud. De har pointmæssigt fået et forspring, der gør dem urørlige for resten af feltet, så de skal internt fordele medaljerne af ædelt metal imellem sig. Jansen har en spinkel chance for at komme øverst på podiet, men det kræver, at Rasmus udgår af et heat og Elliot ikke vinder det. Skulle Rasmus udgå og Elliot vinde, vil netop den situation set fra publikums side være meget interessant, da Rasmus og Elliot så begge ville have 183 point inden starten på sidste heat. Det kunne virkelig blive oplæg til en superfinale, da begge kørere har talentet og evnerne til at levere helt tæt og intenst nervepirrende kørsel over alle omgangene.
Med tolv biler til start og en skønsom blanding af kørere er der alle chancer for god underholdning i Peugeot Spider Cup TOTAL til finaleløbene. Den store joker i spillet lige nu er ikke så meget kørerne, men vejrguderne der er mere vægelsindede end en radikal politiker ved det store kolde bord.
Peugeot Spider Cup Gripping Media Læs mere om: Allan OlsenCarsten BrandtFrederik VodderHenrik JansenJens Elliot WintherMorten BuusNicki PetersenRasmus WendelboeThomas WulffJyllandsringen30/09/12 - Jyllandsringen - 207 Spider Cup DK - DM |