24H Series   23/11/12

Dubai 24 hours nærmer sig hastigt
Ganske vist er det først om næsten 2 måneder at der skal køres 24-timers løb i ørkenstaten Dubai. Men Perfection Racing Europe har længe følt begivenheden som værende meget tættere på. Og her indenfor de seneste par dage har man faktisk lukket de sidste par punkter på forberedelseslisten af.

"Vi er helt klar nu. Det føles lidt mærkeligt, for der er jo længe til vi skal køre, men det eneste der er tilbage for os nu er at vente," fortæller teamchef Kent Steffensen fra et helt tomt værksted på Fyn.

Roen på værkstedet står i skærende kontrast til de sidste ugers aktivitet, hvor teamets Aston Martin racer, reservedele, værktøj og masser af andet udstyr er blevet stuvet sammen i en stor container, som nu er blevet sendt afsted på vej til Dubai. Her ankommmer den efter planen til banen i begyndelsen af januar kort før løbets start, hvor hele teamet vil være på plads til at pakke ud og gøre klar.

Et andet - nok så væsentligt - punkt, som netop er faldet på plads, er kontrakten med den 5. kører på teamets Aston Martin. Det er endt med at blive en rigtig international kørerbesætning, idet de to danskere, Kim Holmgaard og Michael Klostermann, amerikaneren Robert Nimkoff og englænderen Marcus Mahy får Philippe Horowicz fra Schweiz som makker.

Philippe Horowicz er 55 år og beskriver åbent og ærligt sig selv som 'a gentleman driver'. Han er Aston Martin entusiast og har haft en drøm om at være en del af et Aston Martin team - en drøm, som han nu realiserer.

"Philippe har været involveret i motorsport i mange år, men har ikke så stor erfaring med GT racerløb. Men jeg fornemmer, at han har den rette indstilling og er sikker på, at han vil passe godt ind på holdet. Og så vil han føle sig hjemme i bilen, da han har en Aston Martin Vantage som privatbil," smiler Kent Steffensen.

Nu står december, jul og nytår foran døren og med racerbil og kørere på plads til Dubai kunne man mistænke Kent Steffensen for at planlægge en ekstra lang juleferie. Det er dog ikke tilfældet. "Næh - tankerne er lidt længere fremme. I marts skal der køres et 48-timers løb i Spanien og det er en udfordring, som vi godt kunne tænke os at tage op. Så planlægningen omkring kørere til det løb - og ikke mindst logistikken omkring at få bilen hjem fra Dubai og klargjort - er begyndt at fylde en del. Der er ikke dømt juleferie endnu," tilstår Kent Steffensen.

Henning Smed


Læs mere om:
  • Perfection Racing
  • Dubai Autodrome
  • 12/01/13 - Dubai Autodrome - 24H Series

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk