Scirocco R-Cup   26/01/13

Det unge fynske motorsportstalent bakkes op af firdobbelt DTC-mester
Scirocco R-CupNicolaj Møller Madsen har i de sidste mange år hørt hjemme iblandt verdenseliten indenfor karting. I 2010 vandt han VM-bronze og blev Europamester i KF2-klassen, og nu gælder det næste skridt i karrieren, hvor målsætningen er et gennembrud indenfor standardvogne.

I arbejdet for at opnå det mål har det fynske motorsportstalent indgået et samarbejde med den firdobbelte DTC-mester Casper Elgaard, der skal fungere som manager og rådgiver for ham.


Casper Elgaard og Nicolaj Møller Madsen

”Nicolaj er et af de største talenter, vi har i Danmark, og en af de mest vindende kartingkørere vi har haft siden Jan Magnussen. Han har et talent, der giver ham et godt grundlag for en fortsat karriere i motorsporten,” siger Casper Elgaard. ”Jeg har derfor valgt at blive manager for Nicolaj, som også kommer ind under Elgaard Motorsports vinger og bliver en del af det Junior Development Team, som jeg er i gang med at bygge op.”

”Jeg glæder mig virkelig til at kunne trække på den viden og knowhow om motorsport, som Casper har,” siger Nicolaj Møller Madsen, der på baggrund af sine resultater blev kåret som Årets Bilsportskører i 2010. Nu arbejder han hen imod et meget konkret mål for 2013-sæsonen. Deltagelse i den tyske Volkswagen Scirocco Cup.

”Tyskland er det helt rigtige sted at fortsætte karrieren, og hvis jeg kan gøre det i Scirocco Cuppen, vil det være rigtig godt. Der køres 11 løb over ni løbsweekender, og klassen kører sammen med DTM-serien og der er stor opmærksomhed på den. Nogle af de gamle stjerner som Kurt Thiim og Formel 1-verdensmesteren Damon Hill har deltaget i klassen som gæstekørere, og så er der gode muligheder for at komme videre. Den svensker, der vandt Scirocco Cuppen sidste år, skal i år køre i Porsche Cuppen!”


Nicolaj Møller Madsen har en plads i denne Scirocco som sit mål

”Jeg vil ikke bare gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe Nicolai til at komme ud at køre i Scirocco Cuppen, men også hjælpe ham med at udvikle sig til at blive en af verdens bedste standardvognskørere. Det har han potentialet til,” slår Casper Elgaard fast.

Endnu mangler der en række brikker at falde på plads, inden knægten fra Søndersø kan tage plads i en af bilerne, når sæsonen til maj starter på Grand Prix-banen Hockenheim, men han håber på at ville kunne gøre en god figur.

”Min målsætning er ikke bare at komme til start i Scirocco Cuppen. Det er også at vinde Rookie Cuppen, men selvfølgelig også at køre med om det samlede mesterskab. Men det bliver hårdt. Det ved jeg, for der er blot en træning og tidtagning før hvert løb, så det bliver lige på og hårdt. Hver gang,” siger Nicolaj Møller Madsen.

Elgaard Motorsport


Læs mere om:
  • Casper Elgaard
  • Nicolaj Møller Madsen

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk