Kenneth Madsen/Henrik Dernoff (Gørlev/Ringsted) har en klar mission, når de stiller til start i DM-rally ved Juelsminde den 10.-11. maj. De skal forsvare den førsteplads i kampen om Danmarksmesterskabet for Tunet National, som de erobrede ved sæsonpremieren i marts. ”Vi vil gå efter at forsvare vores DM-føring, men vi er også godt klar over, at det bliver anderledes end sidste gang, hvor mange af vores konkurrenter havde problemer i sneen,” siger Kenneth Madsen.
”Bilen kørte fejlfrit i Tyskland, så den er bare blevet vasket og poleret, og så har vi atter sat asfaltbremser og asfaltundervogn på. Vi havde jo nogle specielle, smalle Yokohama-vinterdæk på sidste gang, og dem får vi ikke brug for denne her gang.”
Kenneth Madsen og Henrik Dernoff skal forsvare deres DM-føring
Hvor den store udfordring ved DM-premieren bestod i fygesne og glatte veje, så bliver den store udfordring længden på det kommende løb.
”Det er et temmelig langt løb, og det bliver rart at få os målt i forhold til de andre konkurrenter, specielt de nye i klassen, som vi ikke rigtigt ved, hvordan vi ligger i forhold,” siger Kenneth Madsen. ”Vi deltager i et løb i Sverige weekenden før som forberedelse, og så kører vi ellers hastighedsprøverne igennem torsdag eller fredag før løbet.”
René Harms (Nørre Alslev) har været i aktion siden DM-premieren. Her startede han med sin utunede Suzuki Swift Sport, men den er siden blevet udskiftet med en af Suzuki Motorsports andre biler – en heftig Suzuki Swift Maxi 1600. Den havde han og Lone Otto (Fredensborg) deres første fælles start med for nylig i et minirally.
”Det er lidt af en mundfuld, for selv om det også er en Suzuki, så er den en helt anden bil,” siger René Harms. ”Bilen kørte fejlfrit ved minirallyet, så vi er klar til at genoptage DM-kampen, selv om det bliver noget af en udfordring for os.”
René Harms har fået en hurtigere bil siden sæsonpremieren
”Der kommer nok lige til at gå lidt tid, inden vi er helt dus med bilen, men med alle de mange prøvekilometre, vi skal køre ved løbet i Juelsminde, så bliver der god lejlighed til at lære bilen at kende.”
Suzuki Motorsport Læs mere om: Henrik DernoffKenneth MadsenLone OttoRené HarmsJuelsminde11/05/13 - Juelsminde - DM Rally - DASU mesterskab |