DM Rally   13/05/13

Mistede DM-føringen i rally
En gearskifteaksel til 100 kroner stoppede Steen Andersen
Med en solid sejr i første løb til danmarksmesterskabet i rally kom Steen Andersen, Brøndby, og Iben Louring, Amager, fulde af optimisme til Juelsminde for at forsvare DM-føringen i weekendens DM-rally.

I Wikinger Rallye i Tyskland vandt det københavnske hold for nylig overraskende det danske klassement i deres Mitsubishi Lancer gruppe N foran de hurtige Super 2000-biler fra Peugeot og fik dermed en drømmestart på sæsonen.


To kilometer til, så er det slut: To kilometer efter, at Steen Andersen og Iben Louring fløj over denne bakketop med 150 kilometer i timen, gik gearkassen på deres Mitsubishi Lancer i stykker.
(Foto: Michael Eisenberg)

Men rallyet på Juelsminde-halvøen var ikke mange kilometer gammelt, før DM-føringen var sat over styr:

"På hastighedsprøve fem fik jeg pludselig problemer under nedgearing fra femte til fjerde gear. Der var kun frigear tilbage, så var det slut," fortæller Steen Andersen.

Efterfølgende viste det sig, at en skifteaksel til 100 kroner var knækket.


Steen Andersen og Iben Louring var fulde af optimisme ved starten på Rally Den Jyske Sparekasse. Men glæden varede kort.
(Foto: Michael Eisenberg)

"Som løbet udviklede sig, mener jeg, det havde været realistisk med en andenplads i 4WD-gruppen. Nu må vi blot i nederlagets stund glæde os over, at også andre konkurrenter havde uheld. Vi er ikke koblet af mesterskabet," konstaterer Steen Andersen.

Steen Andersen og Iben Louring ligger nu på tredjepladsen i mesterskabet, hvor næste løb er Rally Himmerland i midten af juni.


Michael Eisenberg


Læs mere om:
  • Juelsminde
  • 11/05/13 - Juelsminde - DM Rally - DASU mesterskab

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk