DM Rally   15/05/13

Frank Nielsen havde perfekt DM-rally
Rallykøreren fra Odder forsvarede sin føring i Danmarksmesterskabet
Der kom gode point på kontoen og føringen i Danmarksmesterskabet for de tohjulstrukne rallybiler blev forsvaret, da Frank Nielsen og makkeren Per Brodersen i weekenden var til start i Rally Den Jyske Sparekasse, der foregik i området mellem Horsens, Vejle og Juelsminde.

”I løbet kørte det hele bare perfekt, og samarbejdet i bilen blev rigtig prøvet af,” siger Frank Nielsen. ”Det kørte i det hele taget på skinner, for vi havde ingen uheld eller problemer af nogen art. Vi var enige om, at der var flere steder, hvor vi ikke kunne køre stærkere, men alligevel kørte vi som regel et par sekunder hurtigere anden gang, vi skulle gennemkøre prøverne, så alligevel må der have været noget, vi har kunnet hente.”


Frank Nielsen og Per Brodersen forsvarede deres DM-føring i Rally Den Jyske Sparekasse.

Makkerparret sluttede som bedste hold i klassen for biler op til 1,6 liter, men i DM-divisionen blev det denne gang ikke til nogen sejr. Her blev Frank Nielsen og Per Brodersen overgået af Klaus Hammer og Christopher Lassen.

”Vi blev lidt overraskede over, at Klaus Hammer kom så godt fra start, så vi måtte skrue tempoet lidt op senere på dagen. Men nu har han også en to liters bil og den render altså lidt stærkere end vores,” fortæller rallykøreren fra Odder.

Der var dog flere hastighedsprøver, hvor Frank Nielsen og Per Brodersen kørte stærkere. Det gjaldt eksempelvis den såkaldte Super Special Stage, som udløste bonuspoint.

”På Super Special Stagen var der et stykke grus, og prøven drejede godt og grundigt igennem skoven,” siger Frank Nielsen. ”Prøven svingede rimeligt meget, og derfor kunne vi godt følge med de større to liters biler. Vi var også bare klar på den prøve, så der var ikke så meget at rafle om.”

Næste udfordring for Frank Nielsen og Per Brodersen bliver Rally Himmerland, som køres i midten af juni med Hobro som base.

FN-Rally


Læs mere om:
  • Frank Nielsen
  • Juelsminde
  • 11/05/13 - Juelsminde - DM Rally - DASU mesterskab

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto