Per G. Hansen og Nicklas Daugberg deltog søndag i 2. løb af Rally Masters
2013 - Midtfyns Rally Sprint i Ringe. Rally Masters er planlagt som en rally sprint turnering i et samarbejde
mellem 4 klubber og består af 5 løb fordelt over året. Om ideen udspringer
af andre lignende rally sprint turneringer skal være usagt – men om
ikke andet er det en populær løbsform – både for tilskuere og kørere.
Mange tilskuere og 42 teams - heriblandt en enkelt WRC bil - fordelt på 5
klasser, havde fundet vej til Ringe.
Sprintet bestod af 4. heats, hver med 3 gennemkørsler af den 8,5 km
lange bane - der i øvrigt havde en god kombination af en næsten 4 km
langside krydret med chikaner efterfulgt af en mere varieret tur igennem
et industriområde.
Per og Nicklas fik ikke den bedste start – efter 1. omgang ramte de
kantstenen i venstresvinget ved startområdet og fik en sivepunktering
– dækket lignende nu mere noget der var eksploderet...Tiden
blev 6:24.
Nye dæk og ud til 2. heat med en tid på 5:47 – en tid der faktisk
kunne måle sig med de 6 bedste. Endnu bedre gik det i 3. heat hvor
yderligere 3 sekunder blev skåret væk – Porschen og prøve matchede
fint.
Om det var Nicklas’ råd om andre liner gennem svingene eller det
var Pers fornemmelse af at der var mere i Porschen står ikke helt
klart – men de landede en tid i 4. og sidste heat på 5:39 – fjerde
hurtigste tid generelt.
Per og Nicklas vinder klassen og får en samlet 7. plads ud af 28 gennemførende
teams.
K.M Svensson Motorsport AB |