Formel 1   09/06/13

Vettel overlegen i Canada
Kedsomheden dominerede i Montreal
Canada plejer at give gode løb og være en af sæsonens højdepunkter. Men ikke i år. Vettel smuttede afsted fra pole og det var så det. En klassisk sejr, som F1 historien er fyldt med, men sjældent vækker den store juble på tilskuerpladserne og hjemme i stuerne.

Det værste, set med tilskuerøjne, ved løbet i dag, var faktisk at der kun var fem biler på omgangshøjde. I gamle dage var det meget normalt, men i de senere år har tendensen været at de fleste befandt sig på samme omgang som vinderen. Vi skal tilbage til Brasilien 2012 for at finde en der ikke var på omgangshøjde og alligevel fik point. Og vi skal et år længere tilbage - Brasilien 2011 for at finde sidste gang kun fem kørere var på omgangshøjde. Det ok en gang imellem, men det skal helst ikke være normen, som det var engang.

Men selvom Vettels sejr var overlegen er der alligevel noget at pege fingre af. På et tidspunkt var han lidt for tæt på muren, på et andet tidspunkt røg han forkert igennem sving 1 og måtte en tur over græsset. Begge gange uprovokerede fejl, på tidspunkter hvor han ikke var presseet - nu var han sådan set overhovedet ikke presset i løbet; selv da starten gik kom han så hurtigt afsted at der ikke var noget pres.

Men måske pressede han sig selv for meget, og det er en smule uansvarligt, eller også kedede han sig bare og fik en lur på langsiden... i så fald skal han være undskyldt. For mens løbet ikke var særlig spændende, så var der dog dueller og kampe, men dem har Vettel jo ikke set meget til.

Alonso og Hamilton blev 2'er og 3'er - og kæmpede fint undervejs, specielt med hinanden. Det var fine rene dueller, med gensidig respekt, sådan som det skal være. Alonso var også involveret i andre dueller - og kørte næsten ligeså fint som Vettel, han startede bare længere tilbage. En tilfredsstillende dag på kontoret for den spanske Ferrari kører.

Webber og Rosberg var de to sidste på omgangshøjde med Vettel. Webber kørte fint indtil van der Garde ikke gav ham plads i hårnålen da han skulle sættes med en omgang - og bed lidt for frontvingen på Webbers bil. Uimponerende af Caterham køreren der fortjent måtte ind og holde stille i ti sekunder.

En omgang efter kom så på 6. pladsen Vergné, der efter en god kvalifikation formåede at holde sig i top 10. På 7. pladsen med dagens fineste præstation kom di Resta der med en et-stop strategi konverterede sin trælse startplacering som nr. 17. Flot kørsel af skotten!

En lidt skuffende Massa endte på 8. pladsen efter at have passerede Kimi Raikkonen mod slutniningen. Finnen var løbet igennem handicappet af at de havde fejlberegnet brændstof mængden og han derfor måtte kører på spareprogrammet.

Det sidste point gik til Adrian Sutil, der både spandt, blev ramt og fik en straf for at overse et blåt flag. Så han havde et spændende løb og fik endda noget med hjem, så han må være tilfreds - og alt i alt, en god dag for Force India.

McLaren sluttede uden for pointene, det samme gjorde kvalifikations-sensationen Bottas. Hülkenberg skar sig på van der Gardes frontvinge, da han lettere umotiveret trak ud i ham, på vej gennem sidste sving, og Gutierrez smed bilen i hegnet på vej ud af pitten. Ikke nogen god dag for Sauber.

I kampen om VM fører Vettel nu med endnu mere, mens Alonso er rykket op på 2. pladsen. Hvis der ikke snart sker noget drastisk en VM stillinge vil spændingen om titlen ligeså stille sive ud, og er der pludselig lang tid til sæsonen er slut.

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Gilles Villeneuve
  • 09/06/13 - Gilles Villeneuve - Formel 1

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport