Spændingen om mesterskabet fortsætter til allersidste løb - Pantano vandt foran førende Bourdais Endnu et spændende F3000-løb gjorde mesterskabskampen endnu tættere inden finalen på Monza om små 14 dage, og gav Nicolas Kiesa sit første FIA F3000 Championship-point. Inden det kom så vidt skulle feltet igennem det snævre, første La Source-sving, der så ofte har givet teamcheferne grå hår. Og årets F3000-løb skuffede heller ikke de tilskuere der havde taget plads i dette sving. Pole-manden Sebastien Bourdais bremsede senere end sent, og ramlede op bag i Tomas Enge, Arden, der havde lavet en fremragende start fra en startplacering som nummer to. Flere blev involveret i den efterfølgende tumult, og efter et sammenstød mellem Enrico Toccacelo og Antonio Pizzonia måtte Tomas Enges holdkammerat, svenske Björn Wirdheim, udgå.
De to danskere slap heller ikke med skrækken. Nicolas Kiesa måtte endda stoppe helt op, og kunne fra en ellers god startplacering se flere overhale udenom.
Giorgio Pantano, hvis karriere styres af Team Brask Management, slap uden om Enge og Bourdais, og kunne efter et veldisponeret løb tilføje trofæsamlingen sejrspokal nummer tre. Sejren bringer ham for alvor ind i kampen om mesterskabet, som afgøres på Monza-banen 14. september.
Det var dog ikke uden problemer han kunne bringe sig selv tilbage trekampen med Bourdais og Enge. Duellen fra Catalunya-banen gentog sig, dog denne gang med omvendte fortegn - da var det Bourdais, der førte, og Pantano der jagtede. Undervejs angreb Bourdais da også flere gange ud af Eau Rouge og op ad Radillon og Kemmel-langsiden, men uden at have gearingen til at kunne udnytte slipstrømmen. Bourdais kunne dermed ikke gøre Pantano kunstykket fra Barcelona efter, hvor italieneren på sidste omgang fik presset Bourdais til en fejl, for dermed at smutte forbi og vinde. Dertil kørte Pantano i Belgiens Ardenner-bjerge for rutineret.
Til sidst i løbet kom Ricardo Sperafico tæt på duoen, uden dog at kunne true dem. Enge, der fik beskadiget hækvingen i første sving, kørte et ellers stærkt løb, og sluttede som nummer fire.
Kiesa tog sit første point
Nicolas Kiesa fik, efter et par gode kørsler på Silverstone og den nye Hockenheim, endelig sit første point. Det var dog ikke en ren foræring, som det kunne se ud, efter at danskeren havde kvalificeret sig på en overbevisende 7. plads.
I tumulten i første sving kneb flere kørere sig forbi, men allerede på sjette omgang kunne Kiesa gå forbi Patrick Friesacher, i hvad der senere blev udnævnt overtaking manouvre of the race. Kiesa overhalte østrigeren udenom i det snævre Rivage-sving, hvorefter han kunne sætte efter Derek Hill. Denne havde profiteret af de to's kamp, og havde opbygget et tre sekunders-forspring, som på 17. omgang var reduceret til nul. Et par omgange efter kunne Hill ikke længere stå for presset og begik en fejl, hvilket gav Kiesa den sidste point-placering.
Nicolas Kiesa scorede sit første F3000 point på Spa Francorchamps her i weekenden. (Foto: Kiesa)
Efter en uheldsplaget sæson, kan det Peugeot-støttede talent nu se frem mod finalen den 14. september på Monza
"Jeg er glad for at have scoret point," sagde Kiesa efter løbet, "det har været en vanskelig sæson, men nu kører det hele lidt glattere. Jeg var uheldig i starten, og mistede et par placeringer, men var heldig ikke at køre sammen med Antonio [Pizzonia]"
Bourdais fører inden den sidste runde mesterskabet med kun ét point foran Tomas Enge. Pantano har også en realistisk chance for at vinde, syv point efter den førende franskmand - og Pantano vandt sidste års afdeling på sin hjemmebane.
Resultatet af løbet på Spa
1. Giorgio Pantano - Coloni - 47m06,609s
2. Sebastian Bourdais - Super Nova + 0,426s
3. Ricardo Sperafico - Petrobras + 1,071s
4. Tomas Enge - Arden + 14,885s
5. Ricardo Mauricio - Red Bull + 16,759s
6. Nicolas Kiesa - PSM + 19,543s
7. Derek Hill - Durango + 21,227s
8. Zsolt Baumgartner - Nordic + 48,882s
9. Justin Keen - European Minardi + 53,792s
10. Kristian Kolby - European Minardi + 55,768s
11. Tony Schmidt - PSM + 1m05,945s
12. Rodrigo Sperafico - Durango + 1m09,299s
13. Thed Björk - Nordic + 1m47,060s
14. Mario Haberfeld - Astromega + 1 omg.
15. Rob Nguyen - Astromega + 1 omg.
Kørernes mesterskab
1 S. Bourdais 55, 2 T. Enge 54, 3 G. Pantano 48, 4 Ro. Sperafico 20, 5 B. Wirdheim 18, 6 Ri. Sperafico 18. Bo Skovfoged Læs mere om: Nicolas Kiesa |