Citroën DS3 Cup   28/08/13

Niklas Dall Knudsen er næsten dansk mester
Haderslev-køreren sikrede sig i weekenden et solidt mesterskabsforspring, da Citroën DS3 Cup kørte ved Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen.
Der var ingen tvivl om at målsætningen var på plads, da NDK Racing stillede an på FDM Jyllandsringen. Med gode resultater i weekendens to løb kunne Niklas sikre sig mesterskabet i Citroën DS3 Cup

- Det har helt sikkert været en god sæson indtil nu, og det ville være lækkert at kunne kalde sig mester allerede inden finaleweekenden, siger Niklas, som ellers havde et stramt program weekenden igennem.

Udover at køre den flotte Citroën-racer til topresultater skulle sønderjyden nemlig også deltage i høsten både fredag og lørdag aften - et fritidsjob med en markant kontrast til racerbanen, i hvert fald når det gælder hastigheden…


Niklas Dall Knudsen skal ikke gøre meget rigtigt for at være dansk mester 2013
(Foto: Gripping Media)

På Jyllandsringen sorte asfalt blev der som vanligt skruet op for farten, og i både træning såvel som tidtagning var Niklas hurtigste kører på banen. Det betød naturligvis også at første heat blev startet fra forreste startplacering - men det var ikke der, teenageren sluttede:

- Kim Lund fik en god start og kom forbi mig i første sving, og selvom jeg ikke gav ham mange centimeters luft hele løbet igennem, kunne jeg ikke komme tilbage i front, fortæller Niklas, der da også var tilfreds med andenpladsen:

- Jeg kom forbi Kim en enkelt gang, men han var hurtigt tilbage foran mig igen. Han er en erfaren kører, så der var ikke meget at udsætte på det. En andenplads er også okay, selvom førstepladsen havde været dejlig…


Kim Lund fik ikke meget luft bag sig i første heat
(Foto: Gripping Media)

Andet heat blev for Niklas' vedkommende startet fra femtepladsen, og selvom sønderjyden er glad for overhalinger, var det ikke alle konkurrenter som var indstillede på at lade ham komme forbi. Det lykkedes dog til sidst at passere samtlige konkurrenter og komme i mål som vinder.

- Jeg havde lidt udfordringer med at komme forbi nogle af konkurrenterne, men jeg fik da min sejr til sidst. Denne weekends pointhøst betyder at jeg stort set bare skal komme til finaleløbet for at blive dansk mester i Citroën DS3 Cup i år - men planen er helt sikkert at vinde de heat, jeg stiller op i - der skal jo være noget at se på! - lyder det fra Niklas.


Der var lige plads til en blå og orange DS3'er der
(Foto: Gripping Media)

Sidste løb i årets Citroën DS3 Cup køres i slutningen af september på FDM Jyllandsringen.

NDK Racing - www.niklasdallknudsen.dk

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 25/08/13 - Jyllandsringen - Citroën DS3 Cup

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto