Farvel til Europa
Optakt til Det Italienske Grand Prix
At Monza er rammen om det sidste løb i Europa er hverken nyt eller mærkeligt. Den varme italienske sensommer og den klassiske bane, danne en smuk ramme, der indeholder alt hvad man kan ønske sig af Formel 1. At VM mere eller mindre synes afgjort her i september er der sådan set heller ikke noget nyt i. Det relativt nye er hvor langt tid der faktisk er tilbage af sæsonen.

Der er, Monza, inklusive, otte løb tilbage. Sebastian Vettels forspring er på 46 point. Man får 25 for en sejr. Så matematisk set er der meget tilbage at kæmpe for. To gange udgået for tyskeren og to sejre til eksempelvis Alonso og så er VM kampen vidt åben. Så matematikken er egentlig ikke problemet.

Problemet er heller ikke at Vettel kan spadsere VM titlen hjem; køre for 90% og vælge 3. og 4. pladser og lade de andre slås om sejrene. For det første er det bare ikke i Vettels karakter at vælge det sikre. For det andet, og her nærmer vi os problemets kerne, ville Vettel og Red Bull sikkert vinde alligevel hvis de kun kørte 90%.

Selv hvis man har en spændende, dramatisk og intens sæson, så er 19 løb lang tid. Det er mange weekender, mange små slag i den lange krig. Men problemet med 2013 er derudover at Red Bull virker til at have lige lidt ekstra i ærmet, uanset hvad konkurrenterne så ellers disker op med. Og selvom de enkelte løb kan være interessante, så er VM kampen det ikke, uanset hvor matematisk tæt den er. Sådan er 2013! Det virker til, uanset hvad der sker, så vil Red Bull i sidste ende være dem der vinder.

Det er ikke Red Bulls fejl. Ligesom for ti år siden da Schumacher/Ferrari dynamoen var dræbende for VM kampen, er det egentlig mere de andres fejl. De andre teams leverer bare ikke varen. Ferrari har tre år i træk lavet en bil der bare ikke er en VM vinder. Og at det har været tæt på, er alene fordi Fernando Alonso er så fantastisk en kører. McLaren har fejlet stort i år; Lotus har bare ikke midlerne og Mercedes er i den grad ved at lære, men heller ikke mere end det. Red Bull gør bare deres arbejde.

Men sæsonen bliver lang, når der er et team der bare gør arbejdet bedre end alle andre. Tilgengæld er der tid på at man kan håbe på miraklet og den spændende VM afslutning, der vil forvandle sæsonen fra en Red Bull walkover, til en episk fortælling om triumf og nederlag.

Monza er Ferrari land. For italienske tilskuere tæller en sejr til Ferrari alt, og alt andet tæller intet. Når nu sæsonen er som den er, og det kræver både held og succes at vippe Vettel af pinden, så vil en Ferrari sejr på Monza være et plaster på såret. Et stort plaster.

Ferrari er ikke en VM vinder i år, men bilen kan vinde, det har vi set. Teamet vil helt sikkert gøre alt hvad de overhovedet kan for at få skubbet bilen først over stregen på søndag. Red Bull derimod har ikke altid haft det lige let på den italienske bane.

Første skridt på vejen for Ferrari er kvalifikationen lørdag. At klare sig bedre dér end de har gjort på det seneste vil kunne give et noget bedre udgangspunkt. Pole har ikke været så vigtig i år - mest fordi Mercedes har gjort det rigtig godt på det område, uden altid at kunne omsætte det når det kom til løbene. Hvis det går som det plejer bliver kvalifikationen en kamp mellem Mercedes og Red Bull, mens Lotus og Ferrari så kan kæmpe om de andre pladser.

Monza er altid fascinerende, den har historien med sig, den bugter sig smukt genenm den kongelige park. Løbene har en snert af magi, som man ikke finder ved de nye autodromer i Kina, Abu Dhabi, Korea etc. Om løbet bliver spændende, er ikke til at vide. Monza er smal og sommetider svær at overhale på. Kamp til stregen er sjældent på Monza, men hvis det skulle ske, så kan det blive spændende. En gentagelse af 1971 ville jo være meget hyggeligt.

Martin Møller-Thomsen