Special Saloon   16/09/13

Siepmann er dansk mester
- i S-GT divisionen af Sunoco Special Saloon Car. Nu gælder det en sejr i det generelle mesterskab for Christian Siepmann og CS Racing.
Der skulle ikke meget til, men den afgørende pointhøst for at sikre mesterskabet i S-GT-divisionen blev taget alvorligt hos CS Racing. Alle forberedelser var udført til mindste detalje, og optimismen blomstrede hos racerteamet.

Resultatet af kvalifikationen gav da også opmuntrende omgangstider til det aarhusianske racerteam. Næsthurtigste bil i divisionen var et godkendt resultat, og optimismen blomstrede inden det første af weekendens tre løb blev kørt lørdag eftermiddag.

Det første løb bød på en god dyst med divisionskonkurrenten Jørgen Hansen i dennes Porsche 997 GT3. Selvom Christian ikke kunne trække sig som vinder, var han stadigvæk godt tilfreds med dagens indsats:

- Jeg kørte mig til en andenplads i S-GT-divisionen, og det var nok til at jeg kan kalde mig for dansk mester i divisionen, lød det fra en storsmilende Christian Siepmann, som allerede rettede sit fokus på næste udfordring: det generelle mesterskab.


Dansk Mester i S-GT-divisionen
(Foto: Gripping Media)

- Nu skal der køres point hjem, så vi har en chance i det samlede mesterskab. Det bliver svært, men jeg tror på det. Bilen er fantastisk og jeg føler mig virkelig hjemme, så vi gør forsøget!

Søndagens første løb blev kørt i støvregn og på våd asfalt, men der blev alligevel kørt en flot andenplads hjem i divisionen. Sidste løb endte brat efter seks omgange:

- Under en overhaling blev jeg påkørt af en konkurrent, og sammenstødet var hårdt nok til at jeg punkterede og fik en ødelagt fælg. Det er drønærgerligt at det sker på dette tidspunkt i mesterskabet, men det er hvad der kan ske i motorsport.


Der var som altid god fart i den fragtmandsblå BMW M3 GT2
(Foto: Gripping Media)

Set i bakspejlet kan Christian Siepmann kun glæde sig over den nye titel. Kombineret med titlen som Nordisk Mester nærmer den entusiastiske aarhusianer slutningen på sin absolut bedste sæson indtil videre.

- Jeg er så glad! Det nordiske mesterskab var dejligt at vinde, og så at tage et dansk mesterskab oveni er beviset på at bilen og teamet fungerer perfekt. Jeg er stolt af de resultater, vi har leveret sæsonen igennem - og nu bliver alt sat ind på at sikre det sidste mesterskab. Det bliver langt fra nemt, men hvis ikke man prøver…


Med én løbsweekend tilbage kæmper Christian Siepmann nu for det samlede mesterskab
(Foto: Gripping Media)

Årets sidste løb på dansk jord for CS Racing og Christian Siepmann bliver på FDM Jyllandsringen den 29. september.

CS Racing
Gripping Media


Læs mere om:
  • Christian Siepmann
  • Ring Djursland
  • 15/09/13 - Ring Djursland - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk