Danish Endurance Championship   07/10/13

Årets langdistancemestre kåret på Padborg Park
DEC - Danish Endurance ChampionshipFlere ny navne blandt mestrene
Den første oktober-lørdag dannede Padborg Park rammen om finalen i Danish Endurance Championship, og her var der lagt op til et spændende finaleløb, da man med 25 deltagende hold havde samlet sæsonens største felt.

Fra start var kamp om den generelle sejr mellem de to Porsche- og to Ferrari-mandskaber, som var til start. Jannik Larsen/Frederik Nymark, Haderslev/Hadsten, kom eksempelvis på et tidligt tidspunkt i front i det, der var Jannik Larsens comebackløb og Frederik Nymarks debutløb i serien, men desværre knækkede et baghjulsophæng på Porschen, og den efterfølgende reparation kostede dem enhver mulighed for sejr.


Ferrarier og Porsche dominerede den forreste ende af feltet i finalen i Danish Endurance Championship
(Foto: Henning Smed / DanskerBiler.dk)

I stedet udviklet løbet sig til en duel mellem feltets to Ferrarier. Efter en time havde René Rasmussen/Joakim Rasmussen, begge Frederikssund, et forspring på et par sekunder til Mads Rasmussen/Casper Spanner, Monaco/Skjern, og i det meste af løbets anden time fulgtes bilerne også tæt. Men efter knap to timers kørsel løb Casper Spanner ind i en punktering, som nødvendiggjorde et pitstop og kostede en omgang, og siden var de ikke i stand til at true det nordsjællandske far-og-søn-hold, som endte med løbssejren. Dog kunne Mads Rasmussen/Casper Spanner score tilstrækkeligt med point til at vinde titlen i den hurtige division 4.

I division 2 for Renault Clio Cup-racere stod kampen mellem Jacob Kristensen/Jan Engelbrecht/Martin Clausen, Selling/Virum/Ribe, og Per Poulsen/Niels Thorborg/Martin Frederiksen, Årup/Odense/Odense, og den dyst endte 1-1. Mens førstnævnte mandskab tog divisionsmesterskabet, så kunne Per Pulsen/Niels Thorborg/Martin Frederiksen vinde den prestigefyldte distancepokal, som går til det hold, som gennem hele sæsonen har kørt længst.

I division 3 for de tunede to-liters biler var kampen om titlen en duel mellem René Lund/René Hagedorn, Haderslev/Gadstrup, og Jan B. Sørensen/Johan Blach Petersen/Niklas Dall Knudsen, Thisted/Århus/Haderslev, og selv om sidstnævnte tog deres anden løbsserie i træk, så kunne de ikke forhindre de to gange René i at blive mestre.

I den mindste division 1 for de utunede biler blev mesterskabet reelt afgjort i samme øjeblik, som løbet startede. Der var nemlig kun en kører, som kunne indhente Søren Helsinghoff Lauridsen, Skærbæk, der lå på førstepladsen i tabellen, og det var Kenny Rossen, Padborg. Og da selvsamme Kenny Rossen delte bil med ham, ville begge score det samme antal point, og derfor var Søren Helsinghoff Lauridsen sikker på mesterskabet. Her sikrede Michael Nissen, Middelfart, sig med en divisionssejr den samlede bronzemedalje i mesterskabet.


Trioen Martin Frederiksen, Niels Thorborg og Per Poulsen sikrede sig den prestigefyldte distancepokal for at have kørt længst gennem hele sæsonen
(Foto: Henning Smed / DanskerBiler.dk)

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 05/10/13 - Padborg Park - Danish Endurance Championship - DM

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto