Formel Ford - DK   08/10/13

Michael Markussen er Formel Ford-mester 2013
John Nielsen. Allan Simonsen. Nicki Thiim. Kevin Magnussen. Dennis Lind … og Michael Markussen. Det 21-årige Formel Ford-talent fra Kolding har vundet mesterskabet i dansk motorsports rugekasse for kommende racerstjerner.

23 løb er der blevet kørt, fordelt ud over otte weekender i løbet af sommerhalvåret. Michael har sammen med RS Competition-teamet kæmpet en hård kamp om mesterskabet. En kamp, hvor den værste modstander også var teamkammerat, og hvor der ikke var plads til fejl.


Michael fandt vejen til et Danmarksmesterskab i Formel Ford
(Foto: Gripping Media)

Plads til fejl var der bestemt heller ikke under finaleweekenden, hvor Michael kun havde få points forspring til teamkammerat Lasse Sørensen. Det krævede altså en indsats at skrabe point nok hjem til at vinde mesterskabet.

Efter en kvalifikation hvor Michael var næsthurtigst efter sin teamkammerat tog han kampen op i første løb, hvor han dog aldrig fik held til at komme forbi. Det fik han til gengæld i det andet løb, hvor han vandt foran netop Lasse Sørensen. Spændingen var dermed intakt inden årets uigenkaldeligt sidste løb, hvor Michael kunne køre på banen med et forspring på seks point.


Fokus før det går løs
(Foto: Gripping Media)

Der blev igen kæmpet hårdt mellem de forreste biler, hvor svenske Joakim Darbom fik held med at tage føringen, mens Michael arbejdede for at tage andenpladsen fra Lasse Sørensen. Det skete imidlertid af sig selv, da Lasse på ottende omgang måtte udgå med en teknisk defekt. Michael kunne dermed fokusere på at køre bilen i mål som vinder af Formel Ford-mesterskabet 2013.

- Det er så fedt at have vundet mesterskabet. Jeg har svært ved at sætte ord på det hele, for det er så stort. Jeg har haft nogle svære løb efter sommerferien, men alligevel har vi fået det hele til at fungere - og nu står vi her.

- Jeg har haft et fantastisk samarbejde med RS Competition, og jeg skylder mekanikerne en kæmpe tak for deres flotte indsats i år. Uden dem var jeg aldrig nået så langt.


Så er den hjemme!
(Foto: Gripping Media)

- Lasse har været en fantastisk teamkammerat og nok den hårdeste konkurrent, jeg nogensinde har kørt mod. Vi har kørt nogle enormt flotte racerløb i år, og at hans mesterskabschance skulle stoppe pga. tekniske problemer er en skam.

At det ikke er for svage sjæle når et mesterskab skal afgøres, kan Michaels familie skrive under på. Både forældre og lillesøster var til stede på banen, og da det hele skulle afgøres, var det lige ved at blive for meget:

- Det var simpelthen så nervepirrende at jeg næsten glemte at trække vejret - Michael har arbejdet så hårdt på det her hele året, og jeg tror at min puls var højere end hans da sidste løb gik i gang, fortæller Jan Markussen, Michaels far.


En glad Danmarksmester
(Foto: Gripping Media)

Michael Markussen
www.michaelmarkussen.dk

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Michael Markussen
  • Padborg Park
  • 06/10/13 - Padborg Park - Formel Ford - DK

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk