Formel 1   11/11/13

Felipe Massa bliver Williams kører
Et fornuftsægteskab er stiftet
Det er ikke den store romantik, eller en total forgabelse, der har bragt Massa og Williams i armene på hinanden. Det er et forhold mellem to aktører der har været med i gamet i lang tid, og har set det meste. To aktører der er langt fra hvor de gerne vil være og to aktører som tror på og satser på, at de kan bringe det bedste frem i hinanden.

Det hele minder lidt om Bruce Springsteens "Tougher than the rest" - om to mennesker, der ligesom har prøvet lidt af hvert og udfra en blanding af et ønske om at opnå lidt magi og en rationel tilgang prøver at stable noget på benene.

For Williams var situationen oplagt. Bottas skulle blive i teamet, mens Maldonado var på vej væk. Dermed var en god indtægtskilde også på vej væk. Selvom Maldonado ikke er nogen dårlig kører har det også været ganske tydeligt denne sæson at han heller ikke er manden der kan bære et team hvor det går skidt. Maldonado er ligeså god som sin bil. Hverken mere eller mindre.


Nu er det snart slut hos Ferrari
(Foto: Ferrari Media)

Massa kommer ikke selv med en åben tegnebog i hånden, men der er klart et marked for sponsorater i Brasilien, som helst følger brasilianske kørere. Lønnen skal i al fald nok komme hjem - og med sin fortid som inkluderer 11 sejre og en sølvmedalje i VM, er Massa jo ikke det ringeste man kan putte i bilen. Der er noget erfaring at trække på.

For Massa var sagen nok ikke helt så oplagt. Hans første udtalelser, efter at Ferrari havde meddelt at han ikke ville blive i teamet, gik i retning af at han ville køre for et andet top team. Der er bare ikke så mange pladser - Red Bull var aldrig en mulighed, Mercedes er optaget, og var næppe interesserede. McLaren har ikke just været et topteam i år, men kunne sikkert gå an i Massas optik. Men de har heller ikke nogen interesse i en brasilianer der ikke er hvad han var en gang.

Tilbage var Lotus - men det var ganske tydeligt at de var mere forelskede i Nico Hülkenberg - han er en kører med fremtid, mens Massa måske nok mere er en kører med en fortid. Massas fordel var de sponsorer han kunne tiltrække, så indtil Lotus' økonomi faldt på plads var det en mulighed at de ville vælge Massa. Men Lotus fik styr på finanserne og selvom kontrakten med Hülkenberg ikke er underskrevet tyder meget på at det er en formssag. Massa aftlale med Williams i dag, fortæller i al fald at han har fået at vide at Lotus døren er definitivt lukket.

Er det så fornuftigt? Ja, det er det vel! Williams er ikke et topteam, men de har været det. Og det er ganske tydeligt at de mangler en til at gå forrest - og det skal Massa nok gøre - han bliver 33 og har kørt i mange år. Samtidig er det et ægteskab hvor ingen af dem risikerer ret meget hvis det bliver en fiasko. Hvis Massa ikke leverer varen (hvilket vil kunne ses ved at Bottas konstant ligger markant foran ham) er det stadigvæk et fair sats at forsøge med Massa.


Nu er det snart slut hos Ferrari
(Foto: Ferrari Media)

Hvis Williams derimod ikke leverer varen, og bilen er på niveau med dette års - så kan Massa trække på skuldrene og sige at han prøvede. Så dybest set kan de begge to kun vinde på samarbejdet - hvis de ikke vinder, så er tabet ret minimalt.

Det der bliver anderledes for Massa, er at verden er anderledes ved Williams. Det engelske team har altid været en arbejdsplads for voksne mennesker - og på det punkt har Maldonado fejlet. Alle kørers målestok hos Williams er Alan Jones. Jo mere man minder om Jones, jo bedre. Og Felipe Massa minder sådan set ikke ret meget om Australiens eneste verdensmester. Men hvis han påtager sig lederskabet udenfor banen, kan han komme langt med teamet. Verdensmester bliver han næppe, men meget mindre kan også gøre det, for at rette op på hvad Massas eftermæle skal være.

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Felipe Massa
  • Williams F1 Team

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto