Et af de debuterende teams i Danish Thundersport Championship i 2013 har valgt en markant oprustning til den kommende sæson. Fire biler med fire unge talenter er hvad Fredericia-teamet stiller til start med - heraf to lokale racermestre I teamets debutsæson blev kun en enkelt bil indsat i størstedelen af sæsonen, hvor Mikkel C. Johansen kørte teamets Chevrolet Camaro til flere podieplaceringer, heriblandt en enkelt sejr på norske Rudskogen.
FP Racing præsenterede torsdag aften sin 2014-indsats i Danish Thundersport Championship (Foto: Gripping Media ApS)
Med et helt friskt Danmarksmesterskab i Formel Ford-klassen har Michael Markussen, Kolding, valgt at skifte formelbilen ud med en DTC-racer. Han får følgeskab af tidligere flerdobbelt Formel Ford-mester, Jesper Egebart, Vejle, som sidste år deltog i Legends Cup-mesterskabet.
En anden mester, som skifter til FP Racing i 2014, er Nicholai Eberhard, Søften. I 2012 og 2013 vandt han Yokohama Super Cup-klassen i sin VW Polo GTi, og nu er tiden kommet for at den dobbelte mester tager springet til dansk motorsports superliga.
Sidste mand på holdet er Nicholais bror, Martin V. Jensen, Hinnerup, der debuterede i Yokohama Super Cup i 2013. Allerede i første løbsweekend stod Martin øverst på skamlen, og med springet til DTC-serien er der lagt op til et heftigt læreår for de to aarhusianske brødre.
Freddy Petersen, teamchef, FP Racing:
- Skal man gøre noget, skal det gøres ordentligt, jeg brænder for at gøre en forskel i dansk motorsport – teamet omkring mig er dygtige og entusiatiske folk, der ligesom mig ønsker at gøre det helhjertet, fortæller teamchef Freddy Petersen.
Teamchef Freddy Petersen (bagerst) glæder sig til at hjælpe fire talenter på vej. (Foto: Gripping Media ApS)
- Stik imod hvad andre sikkert ville kaste sig ud i, kan vi altså mønstre fire biler i 2014 - alle fire biler med et ungt og lovende talent bag rattet. Det er noget, jeg er helt utroligt stolt af, og jeg forventer meget af alle fire. Michael og Jesper er talenter som også selv forventer at være med helt i toppen, og jeg er sikker på at Nicholai og Martin vil være top forberedt på opgaven, så vi også ser fine resultater fra dem i løbet af sæsonen, når de får vænnet sig til bilerne.
Michael Markussen, 21 år, FP Racing:
- Jeg glæder mig som et lille barn til at starte i DTC, ikke mindst med FP Racing som team og support. Det har været svært at få armene ned det sidste stykke tid. Det bliver en stor udfordring at kæmpe mod de gamle og erfarne ræve i klassen, men det er bevist at vi unge kørere også kan komme op og kæmpe med om sejre og mesterskaber. Jeg regner bestemt med at jeg skal være med hvor gassen brænder - en plads i top 5 bør være realistisk!
Regerende Formel Ford-mester, Michael Markussen, satser på at være med forrest i feltet. (Foto: Gripping Media ApS)
Fakta om Michael Markussen:
21 år, bosat i Kolding. Arbejder som elev ved ESYLUX.
Danmarksmester i Formel Ford 2013
Nr. 2 i Formel Ford DM 2012
Læs mere om Michael Markussen på www.michaelmarkussen.dk
Jesper Kilstrup Egebart, 20 år, FP Racing:
- Det bliver kanon endelig at blive kører hos FP Racing. Hele sidste år var jeg med på sidelinien og har kunnet følge med i hvad Freddy og teamet kunne udrette på trods af den korte optakt til sæsonen. Jeg forventer at kunne være med helt i toppen af feltet, og jeg håber at kunne køre nogle sejre hjem i 2014.
Tidligere dobbelt mester i Formel Ford, Jesper Egebart. (Foto: Gripping Media ApS)
Fakta om Jesper Kilstrup Egebart:
20 år, bosat i Vejle. Arbejder som handelselev ved AO Johansen.
2. plads i Legends Cup 2013
Danmarksmester i Formel Ford 2010 & 2011.
Læs mere om Jesper på www.jesperegebart.dk
Nicholai Eberhard, 21 år, FP Racing:
- Efter to år og to mesterskaber i Yokohama Super Cup er det tid til at tage næste skridt i min karriere. Jeg er glad for at have fået et sæde hos FP Racing; Freddy er en mand som brænder for sit projekt og arbejder hårdt for at nå sine mål. Et team som FP Racing skal have store ambitioner, og jeg er sikker på at vi får en god og succesfuld sæson!
Brødrene Martin V. Jensen (t.v.) og Nicholai Eberhard ser frem til deres DTC-debut. (Foto: Gripping Media ApS)
Fakta om Nicholai Eberhard:
21 år, bosat i Søften. Arbejder som mekaniker ved Rasmussen & Sønner i Lystrup.
Danmarksmester i Yokohama Super Cup 2012 & 2013
Læs mere om Nicholai på www.hm-motorsport.dk
FP Racing
Læs mere om: Jesper K. EgebartMichael MarkussenNicholai EberhardTeam FP Racing |