Rally Monte-Carlo Historique   26/01/14

Fin dansk start i Monte
Fire hold i top hundrede, Toni Hansen nr. 13
Efter 24 timers nonstop-kørsel ad Østfranske bjergveje er de mere end 300 deltagende mandskaber i Rallye Monte-Carlo Historique nået til Valence ved Rhone-floden.

Den udmattende tur omfattede løbets første specialetape, hvor ingen på grund af de sneglatte bjergveje kunne holde tiderne. Men et af de danske hold leverede en sensation ved at placere sig som nr. 13, kun to sekunder efter løbets førende

Det er Toni Hansen fra Horsens og Per Brodersen fra Lem St., der fortsatte de fine takter fra sidste år i deres Audi 80, hvor de debuterede i løbet med en 19. plads som resultat.

"Vi havde en god fornemmelse på første specialetape, og vi kørte helt uden problemer," sagde en tilfreds Toni Hansen ved etapemålet i Valence.


Toni Hansen har haft en perfekt start på "Monte." Efter første specialetape ligger han nummer 13 af 283 på resultatlisten.
(Foto: Michael Eisenberg)

Bent Mikkelsen, Vejle, og Henrik Møller Nielsen, Allingåbro, i VW Golf GTI kom også godt i gang. De ligger som nr. 54.

"Det er flot med fire danske hold i top hundrede," siger Bent Mikelsen, der udover at være aktiv allykører også er formand for bilsporten i Danmark.


Bent Mikelsen har fundet et god rytme i sin VW Golf GTI. Han er nr. 54 efter løbets første specialetape.
(Foto: Michael Eisenberg)

De danske favoritter, Lars Bækkelund fra Horsens og Arne Pagh fra Middelfart kom fint af sted i deres VW Golf GTI, men indhentede undervejs den franske Renault 5 Alpine-kører Eric Coulon, der ikke var meget for at give plads. Det kostede dyrebare sekunder.

"Vi kørte flere kilometer bag ved ham, før han flyttede sig, ellers er det gået fint," mente Lars Bækkelund.


Lars Bækkelund i VW Golf GTI har indhentet franske Eric Coulon i Renault 5 Alpine. Men det tog tid at komme forbi på de smalle veje.
(Foto: Michael Eisenberg)

Jens Gandrup og Kristian Flensbak havde sort uheld, da de på løbets første specialetape kørte deres Alfa Romeo Alfetta fast i en snedrive.

"Det kostede meget tid, men løbet er først lige begyndt, så vi ser fremad. Vi har fire dage til at forbedre os i," sagde Jens Gandrup ved etapemålet.


Jens Gandrups Alfa Romeo sad fast i en snedrive, men kom med tilskuernes hjælp fri igen. Dog ikke uden et betydeligt tidstab.
(Foto: Michael Eisenberg)

I Valence ventede der kørerne et totalt trafikkaos, og alle kom derfor for sent frem til etapemålet. Det kostede store tidsstraffe, som man dog forventer bliver annulleret.

Søndag skal deltagerne ud på tre hårde specialetaper i Ardechebjergene, inden de om aftenen vender tilbage til Valence.

Danske placeringer:

# Kørere Bil Strafpoint Efter førende
13 Toni Hansen / Per Brodersen Audi 80 GLE 40 +19
54 Bent Mikkelsen / Henrik Møller-Nielsen Volkswagen Golf GTI 224 +203
56 Lars Bækkelund / Arne Pagh Volkswagen Golf GTI 231 +210
81 Hans Kolby / Jan Østergaard Lancia Fulvia HF 1600 364 +343
207 Paul Hellmers / Carl Hellmers Alfa-Romeo Giulia Super 1368 +1347
246 Jens Gandrup / Kristian Flensbak Alfa-Romeo Alfetta GTV 1996 +1975


Michael Eisenberg


Læs mere om:
  • Monte Carlo
  • 29/01/14 - Monte Carlo - Rally Monte-Carlo Historique

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport