Formel 1   16/03/14

Sejr til Rosberg. Magnussen på podiet
Formel 1 2014 er i gang
Så er det overstået. Sæsonens første Formel 1 løb er blevet til historie, efter at det ternede flag fald på Albert Park i Melbourne. Sejren gik til Nico Rosberg, der dominerede fra start til slut. Kevin Magnussen skrev sig ind i historiebøgerne med en af de store præstationer for en debutant, da han sluttede på 3. pladsen. Efter løbet er 3. pladsen blevet konverteret til en 2. plads da Ricciardo blev diskvalificeret.

Kevin først! Det væsentlige når man skal forklare danskerens præstation i løbet, er at det ikke var på grund af omstændighederne at han endte på en 3. plads. Han fik pladsen fordi han tog den tidligt i løbet og beholdt den. Han kom aldrig rigtig under pres bagfra. Tættest var i virkeligheden nok Jenson Button i den anden McLaren, der mod slutningen hentede en del ind på Magnussen, inden debutanten igen øgede afstanden.


På podiet i første løb.
(Foto: McLaren)

Da starten gik var det ellers lige ved at gå som det ikke skulle gøre. Magnussens McLaren valgte et andet spor og slog gevaldigt med halen - og i et splitsekund lignede det noget der kunne gå galt. Men det gjorde det ikke, han fik bilen i rigtig retning og holdt fast i sin 4. plads. Hurtigt smuttede han forbi Hamilton, der muligvis allerede på det tidspunkt havde problemer med motoren. Fem omgange inde i løbet blev englænderen i al fald trukket ud af løbet.

Derfra var der så stilstand i toppen, for både Rosberg, der havde lavet en fremragende start og Ricciardo lå på de pladser de ville slutte løbet på. Rosberg rullede et gigantisk forspring ud, men det blev spist af en SC. Det var Bottas der fik SC på banen, da han kyssede barrieren med sit baghjul. Dækket røg af fælgen og lagde sig til at dø midt på asfalten. Yderligere var et stykke af fælgen også revet af og lå et andet sted på banen. For Bottas var det held i uheld, for han nåede ind og fik skiftet dæk inden SC kom på banen og mistede relativt lidt, i forhold til hvad han kunne have mistet.

Det største drama i løbet var på vej ned i første sving, hvor Kobayashi i sin Caterham havde god fart i bilen, men det ser ud til at han rammer et eller andet - eller også kan han ikke finde bremsepedallen. Det betyder at han brager ind i Massas Williams og sender dem begge ud at bygge sandslotte. Massa var ikke imponeret!

Så mens de forreste trillede rundt var der kamp om 4. pladsen - den stod i høj grad mellem Fernando Alonso og Nico Hülkenberg. Det skiftede lidt hvem der egentlig havde fordelen i den leg. Men i forbindelse med SC blev de begge passeret af Jenson Button. Button kunne derfra holde fast i 4. pladsen og sikre McLaren den bedste weekend siden engang i 2012. Button mistede i øvrigt spidsen af sin diller-snude, under sit andet pitstop. Den bankede åbenbart for hårdt ind i jacken der skulle løfte bilen. Men det betød tydeligt ikke noget for præstatioerne.

Alonso sluttede på 5. pladsen, mens Hülkenberg fik 6. pladsen. På 7. pladsen kom den punkterede Bottas, der efter sit dækskifte kørte et fantastisk løb og overhalede både den ene og den anden og den tredie. Tanken om hvad han kunne gjort, hvis ikke han havde kysset med barrieren, på et tidspunkt hvor han lå og pressede Alonso, er fascinerende og lover godt for Williams sæson. Og så må man sende en venlig tanke til stakkels Massa, der fik kørt et par hundrede meter. Selvom Williams raceren måske ikke var sensationelt hurtig i tidskørslen, virker den god i racetrim.

På 8. pladsen kom Kimi Raikkonen, efter en weekend, hvor tingene tydeligt ikke spilede helt som de skulle for finnen. Men lidt point kan man jo altid bruge. Efter ham kommer de to Toro Rosso racere med Vergné foran Kvyat. Dermed fik to debutanter point i løbet, men ingen tvivl om hvem der præsterede bedst.

I alt var der 14 biler der gennemførte - hvilket jo er lavt i forhold til sidste sæsons løb, men ikke så få, som nogle frygtede. Tidligt i løbet kunne man ellers godt være i tvivl om hvorvidt der ville være biler når løbet sluttede. Først smuttede Hamilton ud, fordi han havde problemer med motoren. Dernæst forsvandt også Vettel, hvis bil lød mærkelig helt fra starten. Men mængden af tekniske defekter var ikke så slem. De to Lotus racere måtte ud begge to, men de er stadig i gang med at teste! Så røg der to ud ved uheldet i starten og så debutanten Marcus Ericsson i Caterham, der over radioen fik besked på at stoppe NU - der var problemer med olietrykket.

Sæsonen er i gang. Det virkede til at Mercedes har en god bil; at Red Bull slet ikke er så tosset som det så ud til; at McLaren, Ferrari, Williams etc. har et arbejde der skal gøres, hvis de skal slås med Mercedes.

Men, set fra en dansk lænestol, det vigtigste - en dansk kører på podiet, for første gang - og så i sit første løb. Et løb tog det Kevin Magnussen at blive den bedste dansker i Formel 1. Den position må han gerne udbygge lidt på...

Næste løb er om to uger i Malaysia.


Sikker sejr til Nico Rosberg i Melbourne
(Foto: Daimler Chrysler)

Efter løbet er Daniel Ricciardo blevet diskvalificeret fordi bilen ikke overholdt de tekniske regler. Dette betyder af alle rykker en plads frem, således at Magnussen bliver 2'er, Button 3'er etc. Det betyder også at Sergio Perez får et point for en 10. plads.

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Kevin Magnussen
  • Nico Rosberg
  • 16/03/14 - Albert Park - Formel 1 - FIA F1

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto