DM Rally   26/03/14

Kenneth Madsen og Henrik Dernoff går efter hattrick
Kenneth Madsen/Henrik Dernoff (Dianalund/Ringsted) er med på deltagerlisten, når kampen om Danmarksmesterskabet i rally starter den 28.-29. marts ved årets Wikinger Rallye lige syd for den dansktyske grænse. Og holdet fra Suzuki Motorsport har en klar ambition for den sæson, der venter dem.

”Henrik og jeg vil gerne prøve at sikre os et hattrick med tre Danmarksmesterskaber i træk. Det er det, vi kører efter, men det gør de andre også. Okay, de kan måske ikke score et hattrick, men vil så forsøge at tage titlen fra os. Og det er det, vi vil forhindre,” siger Kenneth Madsen.

Det er i den velkendte Suzuki Swift Maxi 2000, at Kenneth Madsen/Henrik Dernoff indleder deres andet fælles titelforsvar ved Wikinger Rallye.


SM-titlen skal forsvares for Kenneth Madsen og Henrik Dernoff
(Foto: Suzuki Motorsport)

”Der plejer at være nogle fede prøver ved Wikinger Rallye. Sidste år blev vi jo ramt af sne og fygning, og jeg håber, at vi denne gang gerne skulle kunne undgå sne,” siger Kenneth Madsen om løbet, hvor han og Henrik Dernoff to gange i træk er sluttet som bedste mandskab i Tunet National.

”Wikinger Rallye har i år hele seks hastighedsprøver fredag aften, og det glæder jeg mig til. Det er fedt, for det ikke er særlig tit, at vi kører i mørke. Noterne skal passe bedre, det bliver en lille smule sværere, så alt sammen bliver det mere udfordrende. Det plejer at være sjovt.”

Kenneth Madsen/Henrik Dernoff har forberedt sig til sæsonpremieren med en testdag, hvor de havde mulighed for at prøve den hurtige Suzuki Swift Maxi 2000 af.

”Testdagen gik fint. Vi fik kørt lidt rust af, og så var vi tilbage i rytmen,” siger Kenneth Madsen. ”Der var slet ingen problemer, men der er heller ikke noget, som vi havde ændret på Suzukien. For hvorfor ændre på noget som virker? Vi kunne bare konstatere, at bilen fungerede helt som normalt. Ligesom samarbejdet mellem Henrik og jeg.”

Suzuki Motorsport


Læs mere om:
  • Schleswig
  • 29/03/14 - Schleswig - DM Rally

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport