Formel 1   03/04/14

Ørkenens Sønner
Optakt til Bahrains Grand Prix
Formel 1 2014 er for alvor i gang. Det tredie løb står og vinker forude, de nye regler er ved at vise hvad de kan og ikke mindst hvad de ikke kan. Visse steder er panikken allerede ved at brede sig. Dommedagstrommernes torden om at ikke en gang halvdelen af feltet ville kunne gennemføre et løb er gjort til skamme. Og nu skal vi altså fra Malaysia til Bahrain.

Hvis man skal give en beskrivelse af hvilken forskel de nye regler har gjort, kan den blive skuffende kort: Stort set ingenting. At de gode teams er gode, og de ikke så gode er ikke så gode, er ikke nogen overraskelse. At Caterham og Marussia stadig er bundprop var forventeligt. At Red Bull har designet en god bil, er heller ikke nogen overraskelse. Overraskelsen der er måske mere at den faktisk gennemfører - for når man tænker tilbage til januar, da bilerne for første gang trillede ud på asfalten i Jerez virkede der meget langt til målstregen for en Renault motor.

Mercedes har været de dominerende. Motoren er god, bilen er god, kørerne er gode. De har hele pakken - og de planlægger at udnytte den. Naturligt må de også være favoritter til løbet på søndag. Om det så bliver en Hamilton eller en Rosberg der kommer først, bliver et spørgsmål om dagsform, og måske, om beskeder fra pitten. Men sådan er det. Om ikke andet kan vi måske få os en god lang duel mellem de to kørere om hvem der skal have VM trofæet.


Nico Rosberg under testen i Bahrain tidligere på året
(Foto: Daimler)

Men de nye regler har ikke betydet ret meget, i al fald ikke for underholdningsværdien. De to første løb har været stort set statiske, og med Bahrains ry for i forvejen at være en bane der sjældent giver de store dramatiske oplevelser, er der måske ikke lagt op til det helt store show på søndag. Men fred være med det - det er prisen for nye regler - alle skal lige lære dem at kende og finde frem til hvordan man bruger dem optimalt. Som tiden går skal det nok blive tættere mellem de forskellige teams.

Problemet er måske snarere tanken. Tanken var at de nye regler fra dag et skulle give større underholdningsværdi til sporten. Det var tanken at begrænsningerne i brændstofforbrug, både den totale mængde, og det maksimale øjeblikkelige forbrug, skulle give varierede tilgange. Sammen med DRS zoner, dæk, ERS (erstatningen for KERS) og så videre.

Resultatet er bare ikke blevet som forventet. Dels fordi det viser sig at de forskellige teams er så gode til at simulere data, at de ret hurtigt ender med den samme taktik, dels fordi det måske er blevet en anelse for teknisk at følge med i. Der er for mange regler, for mange ting der kan justeres på - for mange variable.

Ferraris chef, Luca de Montezemolo, har allerede haft et møde med Bernie Ecclestone og her i forbindelse med løbet i Bahrain skal de to så mødes med FIA chef Jean Todt, for at diskutere tiltag der kan øge underholdningsværdien i sporten. Onde tunger vil påstå at det er fordi Ferrari ikke har fået en fantastisk start på de nye regler, men retfærdigvis skal det nævnes at det der med underholdningsværdi er noget de Montezemolo har snakket om i flere år, og Ferrari har allerede i efteråret udtrykt bekymring for hvordan det ville være med de nye regler.

Kort, så skal Formel 1 være til at forstå. Den letteste måde at gøre noget forståeligt på er at reducere antallet af variable. Man kan vælge dæk som en god variabel, lave relativt komplicerede regler for dæk - og så ellers fjerne ERS, DRS, brændstofbegrænsninger. Eller man kan sige at det er brændstof der skal være fokus på - det passer også ind i den tid vi lever i. Så er det her den store variabel er - og så må dækkene indordne sig og bare være tilstede.

Dæk har været et problem lige siden det løb hvor Bridgestone ikke havde ordentlige dæk med, og alt gik op i hat og briller og den totale uforudsigelighed. Det var et godt løb - problemet var at man derefter bad den nye dækleverandør, Pirelli om at gøre det samme. Så nu har Pirelli en udvalgt af forskellige dæk der har det tilfælles at de alle har en relativ kort periode hvor de fungerer optimalt. Og så skal man i øvrigt bruge mindst to slags. Resultatet er at stort set alle kører på samme strategi, skifter dæk tæt på hinanden og overhalinger på banen er, som dengang med benzinpåfyldninger, en nødløsning.

Løsningen, hvis der er brug for en, udover lidt mere tid, for at se om det nuværende måske alligevel ikke er godt nok, er ikke den løsning man plejer at vælge - nemlig at tilføje yderligere kompleksitet. Men man skal huske at det er svært at fjerne kompleksitet, det svarer til at aflære det man har lært.

Tilbage til løbet på søndag. Der er kørt to løb, og det virker allerede til at Red Bull er første udfordrer til Mercedes. Det er der en vis æstetisk retfærdighed - de to teams er netop de to, der har lavet den pæneste snude løsning - Mercedes støvsuger er ikke rigtig smuk, men dog en del kønnere end alle andre. Og Red Bulls abrupte spids, der knækker 90 grader og peger direkte ned, OG er malet sort, så den er næsten usynlig, er sådan set også ok. Det kan være de andre teams, skal tænke lidt over æstetikken og lade sig inspirere.

Bag de to top teams er kampen mere åben. Ferrari har ligget lige der, men uden rigtig at imponere. Det virker lidt mere som tilfældigheder og Alonsos stædighed. Raikkonen har af forskellige grunde ikke helt vist noget endnu. Det har Hülkenberg hos Force India. Han ligner en der på sigt kan kravle op på podiet. Så er der McLaren og Williams. I begge løb er det lidt som om omstændighederne trykkede lidt på Williams, der ikke rigtig har fået det ud af det, de gerne ville. Og McLaren havde et godt og et middelmådigt løb og er nu ved at snakke om en længere periode med lave hastigheder.

Hos Williams havde man lidt krise da Massa ikke flytte sig, selvom teamet gav ordre til det. Massa er måske lidt allergisk overfor teamordre, men det ændrer ikke ved at han tidligere i løbet selv var blevet fredet, takket være netop en teamordre, selvom Bottas var den hurtigste af de to. Finnen var ikke helt tilfreds, og ville gerne have haft mulighed for at gå til angreb på Button.

For McLaren var løbet i Malaysia lidt mere hverdag ovenpå Australien. Magnussen bragte sig selv lidt i uføre - og blev straffet med både tidsstraf og strafpoint. Her kan man måske stille spørgsmålstegn ved det fornuftige i dobbeltstraf. Strafpointene er i sig selv et fornuftigt tiltag, men sammen med en tidsstraf i løbet, kan det måske også virke lidt for voldsomt. Strafpointene bør gives ved grov uagtsomhed eller overlagthed. Ikke ved alle mulige fejl-slutninger som en kører måtte foretage i en løbsweekend. En nul-fejls kultur passer ikke til en sport!

Så er der Lotus. Hvis man de kan opretholde tempoet i forbedringer fra de to første løb, så ender de jo med at vinde det hele. Men det kan de selvfølgelig ikke - jo tættere man kommer på det optimale, jo sværere bliver det at finde forbedringerne. Alligevel må man tage hatten af for de var af forskelle på de første to løb. Point i Bahrain kan forekomme ligefrem realistisk.

Toro Rosso er kommet godt fra start. Kvyat og Vergné har gjort det godt. Kvyat har debutantens albuerum til at lave fejl, mens Vergné virker til at blomstre i Ricciardos fravær. Spørgsmålet er om han i længden kan stå distancen med Kvyat.

Vi skal også lige nævne Kobayashi. Den lille kompromisløse japaner, der hellere ville køre Formel 1 for Caterham end sportsvogne for Ferrari. Og godt for det, for han hører helt bestemt til i sporten. I Malaysia leverede han den bedste præstation vi nogensinde har set fra en Caterham, og det er måske ikke så meget, men det er meget sigende for japaneren. Han er en fighter, uanset hvilken bil han sidder i. Rart at have ham tilbage.

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Sakhir
  • 06/04/14 - Sakhir - Formel 1 - FIA F1

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk