1600 Challenge   08/05/14

Weekend med udfordringer
Det blev en weekend med udfordringer for Jensen Racing i Yokohama 1600 Challenge ved Åbningsløbet på FDM Jyllandsringen.

I 2013 var teamet flere gange lige oppe og snuse omkring top 10, så målet for 2014 er helt klart at blive ved med at forbedre placeringerne og tiderne.

Bilen var blevet tjekket igennem i løbet af vinteren, og et par småting ændret i forhold til 2013. Men når det er sagt, så er det stadig samme Peugeot 106 Rallye med de samme vitale dele.

Lørdag morgen valgte teamet at gøre brug af ekstratræningen, bare lige for at komme igang, og få vinterrusten banket af. Det blev til nogle gode omgange, man da det var åben træning for alle klasserne, var der stort set ikke en omgang uden at man måtte give plads til de hurtigere DTC racere. Alligevel fik Jens prøvet lidt ting af i nogle sving, og syntes egentlig at bilen kørte ok.


Jens Jensen
(Foto: CN Photo)

Derfor blev der heller ikke ændret noget til klassens officielle træning, hvor bilen umildbart føltes ret god, når man tog i betragtning, at det var nogle ret godt brugte slicks, der var monteret. Det blev til 9. bedste tid, så Jens var meget fortrøstningsfuld forud for kvalifikationen.

Til kvalifikationen blev der sat nogle lidt nyere dæk på, og så gik kampen ellers ind for at forsvare top 10 placeringen. Top 10 placeringen blev også lige nøjagtigt forsvaret, men heller ikke mere. Køreren i den blå Peugeot 106 Rallye med nummer 86 på siden var dog langt fra tilfreds, da han steg ud af bilen efter kvalifikationen.

"Jeg havde lidt hjulspin i formiddags på de meget ældre dæk, så jeg regnede med at det ville blive meget bedre, når der kom nogle nyere dæk på," sagde den skuffede kører efter kvalifikationen.

"I stedet var grebet meget værre, og jeg kunne slet ikke komme ud af svingene. Det kan man også tydeligt se på mine tider, som er 0,4 sekunder langsommere end de var i træningen. Men vi må op på hesten imorgen, og prøve lidt andet med setup'et."

Søndag middag holdt de 23 biler klar til at starte, når de 5 røde lamper gik ud. Jens kom rigtig godt afsted ned mod sving 1, men i udgangen af sving 2 blev han klemt lidt inde af biler på begge sider, så han måtte af gassen for at undgå en kollision. Derfor mistede han alt momentum i bilen, og tabte yderligere placeringer ned af publikumslangsiden.


Jens Jensen
(Foto: CN Photo)

Da den første omgang var kørt, kunne der noteres en 15. plads, men så var der ikke andet for, end at han måtte sætte jagten ind på de forankørende. Stille og roligt, omgang for omgang, fik han kæmpet sig tilbage, og da det ternede flag faldt efter 13 omgange, kunne han køre i mål på 11. pladsen, hvilket må siges at være acceptabelt efter den skuffende første omgang.

Senere søndag eftermiddag var det tid til heat 2. Uheldigvis blev den katastrofale start gentaget, og Jens fuldførte 1. omgang på 17. position. Men som i heat 1 kæmpede han sig rigtig godt flot tilbage og kom tilbage på 14. pladsen, inden at målflaget blev passeret.

"Jeg skal simpelthen arbejde på mine starter," sagde en irriteret kører efter heat 2.

"Jeg kommer ok afsted når lamperne går ud, men jeg kommer bare ikke ret godt ud af sving 2, og så rasler placeringerne bare væk. På de sidste 2 omgange var det ren overlevelse, da mine fordæk var fuldstændig færdige. Bilen sejlede bare rundt, og kunne hverken styre eller bremse. Men det kunne jeg også se den naturlige forklaring på efter heatet, da der var store plamager af dækket, hvor man kunne se lærredet. Så de kan i hvert fald ikke køre flere omgange."

På trods af at køreren ikke var tilfreds med weekendens resultater, blev det alligevel til 17 gode point til DIF Danmarksmesterskabet, og en aktuel 12. plads i mesterskabet. Så weekendens strabasser var ikke helt spildte.

Næste løb køres på Jens Jensens favoritbane Ring Djursland i weekenden 31. maj - 1. juni.

Jensen Racing

JJ Media


Læs mere om:
  • Jens Jensen
  • Jyllandsringen
  • 27/04/14 - Jyllandsringen - 1600 Challenge

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport