Sportscar racing   03/06/14

En optimal femteplads efter tre timers slid
Morten Dons og teamkammeraten Aleksander Schjerpen tog til takke med en femteplads ved tredje afdeling af Avon Tyres British GT-mesterskabet, der blev kørt på Silverstone-banen nær Milton Keynes. Det tre timer lange løb forløb uden større problemer for den skandinaviske duo, der dog måtte se sig slået af hurtigere biler.

Efter sæsonens to første afdelinger er Struer-køreren efterhånden ved at have lært bilen at kende. Det ændrer dog ikke noget ved det faktum, at hver eneste afdeling af mesterskabet foregår på en, for Morten, ny racerbane:

- Hver bane er ny for os, og vi har cirka en time hver til at lære banen at kende før det går løs med kvalifikationen lørdag eftermiddag. Det er en hård omgang, men forberedelserne med Tommy Schröter er en god hjælp til at få banen på plads i en fart.


Morten Dons ser tilbage på Silverstone med tilfredshed
(Foto: Gripping Media ApS)

I kvalifikationen sluttede den hvide Ginetta G55 fra Century Motorsport som 8. hurtigste bil. Ikke prangende, men i en af de hårdeste sæsoner i det engelske mesterskab nogensinde, må det anses som værende godkendt:

- Jeg var rent faktisk en tiendedel sekund hurtigere end sidste års pole position i klassen, så det er et godt eksempel på hvor hård konkurrencen er. Ginetta’en er lidt handikappet i forhold til nogle af de andre bilmodeller i feltet pga. de ændringer vi er blevet pålagt at lave for at styrke konkurrencen, men vi må bare køre hurtigere.


En femteplads var et acceptabelt resultat på Formel 1-banen
(Foto: Gripping Media ApS)

Ventetiden søndag var lang; først kl. 14 engelsk tid gik starten til det tre timer lange løb. Først med norske Aleksander Schjerpen i bilen, hvorefter Morten tog over. Begge kørere nåede at køre i bilen to gange for at få pitstrategien til at gå op. På banen blev der kæmpet for at få en ordentlig omgang:

- Med 38 biler på banen er selv Silverstone med sine seks kilometer en udfordring. Der var konstant hurtigere GT3-biler på vej bagfra, så det var ikke mange omgange hvor jeg kunne køre uforstyrret og fokusere på at køre stærkt. Det gik nu OK alligevel, men det kræver meget opmærksomhed ikke at blive skyld i et uheld.


British GT-mesterskabet er stærkt i år, erkender Morten Dons
(Foto: Gripping Media ApS)

Efter tre timers kørsel kunne Morten køre Ginetta’en i mål på en femteplads i GT4-klassen. Acceptabelt, selvom næsen var sat op mod en ny pokal til samlingen.

- Med lidt ekstra held og lidt mindre fart på de andre biler kunne vi måske have kørt os til en podieplacering. Når det så er sagt, er jeg glad for femtepladsen. Det er en fed racerbane, men samtidig også en af de hurtigste jeg har prøvet. Bilen havde ikke meget mere fart i sig, så vi gjorde det bedste med det, vi havde mellem hænderne.


Fuldt fokus inden kvalifikationen
(Foto: Gripping Media ApS)

Til Mortens store skuffelse betyder det også at hans gode pokalstime er endt:

- Siden 2011 har alle mine sportslige resultater enten været en podieplacering eller udgået fra løbet - heldigvis har de fleste været podieplaceringer. Den stime er slut nu, så jeg må se at komme igen.

Der går kun tre uger før Morten igen er i aktion på en engelsk racerbane. Næste gang er to løb på hver én time på Snetterton-banen, hvor Century Motorsport står klar til fjerde afdeling af British GT-mesterskabet.

Morten Dons Media
MortenDons.com

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Morten Dons

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk