Citroën DS3 Cup   05/06/14

Kim Lund dobbeltsejrede ved Midsommerløbet
Citroën DS3 Cup kørte anden afdeling af dette års mesterskab i weekenden på Ring Djursland. Tre nye kørere havde meldt sig til start, og der blev kørt race for alle pengene. En afkørsel i tidtagningen var årsag til spændende første heat.

Med hele tre nye kørere i klassen var posen rystet og en ny rangorden skulle defineres. Frederik Vodder, der senest har kørt Peugeot Spider Cup i både Danmark og Frankrig, er en ung, sulten og erfaren racerkører, men DS3-raceren var roskildenserens første racerbil med forhjulstræk, og det kræver tilvænning. Alligevel var Frederik inden weekenden var overstået absolut konkurrencedygtig i den hurtige Citroën.


Flere nye kørere meldte deres ankomst til Citroën DS3 Cup
(Foto: Gripping Media ApS)

En anden DS3-debutant var Anders Rohde, som nærmest med det samme var hurtig rundt på Ring Djursland. En debutweekend der indebærer pokaler til trofæhylden plejer gerne at være et godt tegn.

Sidste nye kører var DTC-teamejeren Freddy Petersen, der vendte tilbage til mærkeklassen for en enkelt bemærkning. FP Racing-teamet har sine rødder i Citroën DS3 Cup, og Freddy fik banket rusten af kørehandskerne i løbet af weekenden.

I tidtagningen nåede flere kørere, heriblandt den regerende mester, Kim Lund Johansen, ikke at sætte en hurtig omgangstid før Jacob Kallestrup og Benjamin Karlog begge holdt udenfor banen og dermed igangsatte en safety car-periode. Med få minutter tilbage af tidtagningen kørte safety car tilbage i pitten, og flere kørere måtte tage til takke med sekundære placeringer til første heat.


Kim Lund startede bagerst, men tog alligevel to sejre med fra Ring Djursland
(Foto: Gripping Media ApS)

- Det er da noget træls sådan at skulle starte bagerst i feltet, men det er jo vilkårene, og så må jeg bare være skarp når starten går, sagde Kim Lund efter den noget alternative oplevelse, der sendte ham ned til bagerste startrække til weekendens første heat.

Netop Kim Lund lavede til gengæld en kanonstart i første heat, hvor han allerede på første omgang kørte sig frem til andenpladsen, hvorefter en kamp med Anders Rohde og Jacob Kallestrup endte til fordel for sidste års mester, der kunne køre i mål som vinder af heatet foran Kallestrup og Rohde.

Benjamin Karlog, der fik sin banesportsdebut ved Åbningsløbet på FDM Jyllandsringen, glædede sig trods sin afkørsel i tidtagningen over endnu en weekend, der var forløbet efter planen:

- Min overordnede plan for i år er at få lært at køre racerbilen, og målet er at forbedre omgangstiderne hver gang jeg er i bilen. Det er lykkedes indtil videre, og jeg kan se at konkurrenterne har mindre og mindre forspring, så jeg er mere end godt tilfreds!

Andet heat bød også på tæt race, da Kim Lund endnu en gang kørte sig til tops i feltet, igen udfordret af Anders Rohde. Jørgen Worthmann havde et godt race og kunne slutte løbet på en tredjeplads foran Jacob Kallestrup, der efterfølgende skyndte sig hjem til eksamenslæsningen - Viborg-køreren havde mandag formiddag en spanskeksamen som led i afslutningen af sin HHX-uddannelse, så der var fart på!


Jørgen Worthmann tog en tredjeplads i andet heat
(Foto: Gripping Media ApS)

Næste løb i Citroën DS3 Cup køres på den norske Rudskogen-bane, der ligger tæt på grænsen til Sverige. Her forventes endnu et par kørere at støde til klassen, og inden længe kan der også offentliggøres en kendt gæstekører, der vil deltage i dette løb.

Citroën DS3 Cup

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 01/06/14 - Ring Djursland - Citroën DS3 Cup

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk