Det blev ikke til en sejr for Simon Larsen i den seneste DM-afdeling i rally. Det forhindrede en teknisk defekt. Men for falstringen hersker der ingen tvivl om, at der skal tages revanche ved weekendens Peugeot Rally i Slagelse. ”Jeg har en meget klar idé om, at vi ikke skal have nogen tæt kamp denne gang, som vi jo havde sidst med Kim Madsen i klassen. Denne gang skal vi være foran, men det bliver helt sikkert spændende og tæt. Det er realistisk, og jeg kommer jo altid for at vinde,” siger Simon Larsen, der stiller start i en Citroën C2 R2 Max, som er blevet klargjort efter alle kunstens regler.
”De dele, som drillede os sidste gang, er selvfølgelig blevet udskiftet, og så er der kommet en ny kobling og nogle nye dele til gearkassen. Vi skal være 200 procent sikre på, at bilen virker, for det er så irriterende, hvis der sker noget, så man ikke kan komme igennem.”
Sidste gang Simon Larsen kørte sammen med Michael Wenzel, var ved DM-premieren i Tyskland
At farten er der, hersker der ingen tvivl om. Halvdelen af de ti hastighedsprøver, som indgik i forrige DM-rally, vandt Simon Larsen, som dengang havde Henrik Skott med som codriver. Nu genoptager han samarbejdet med Michael Wenzel, der var forhindret.
”Henrik klarede det rigtigt godt, men det bliver godt at få Michael tilbage, for han er nok den bedste andenkører, jeg har haft, med en utrolig erfaring på højt niveau. Han er rolig og han ved, hvad han snakker om. Han er ikke en person med store armbevægelser,” siger Simon Larsen.
”Det betyder meget, at der er ro på. Man skal ikke bede ham om at slappe af, og hvis mit spændingsniveau stiger, så kan han godt holde mig nede. Vi kørte sammen første gang til Wikinger Rallye, og der var ingen fejl fra hans side, selv om vi i øvrigt kørte med engelske noter, som var nyt for både ham og mig.”
Nyt er til gengæld ikke området, hvor det kommende DM-rally skal køres. Her har Simon Larsen været til start mange gange.
”Jeg har kørt rally der i 2008, 2010, 2011 og 2012, men det eneste, jeg kan huske af navne på prøverne, er Kelstrup og Kasernen,” siger køreren fra Nykøbing Falster, der glæder sig over at have den erfaring med. Hans værste rival, Kim Madsen, kommer nemlig fra Slagelse.
”Når jeg har kørt de prøver så mange gange, så den eneste fordel Kim har, at han kan komme hjem under sin egen dyne mellem fredag og lørdag. Jeg forventer, at der bliver tæt kamp igen. Ligesom sidste gang. Men med den forskel, at jeg vinder. Klaus Hammer har også kørt Slagelse-klubbens løb mange gange, så det er lige for alle.”
Simon Larsen Rally Sport
Læs mere om: Slagelse21/06/14 - Slagelse - DM Rally |