SportsCar Championship   11/08/14

Skuffende weekend på Road America
Weekendens TUDOR-løb på Road America udløste en skuffende sjetteplads til Jan Magnussen og Antonio Garcia, som dog stadig fører mesterskabet i GTLM-klassen.

Det blev til en sjetteplads for Jan Magnussen og Antonio Garcia, som kørte et ikke helt problemfrit løb på Road America søndag aften dansk tid. De to Corvette Racing-kørere bevarer dog deres føring i TUDOR-mesterskabets GTLM-klasse, men forspringet snævrer ind.


(Foto: Jan Magnussen Racing)

— Det var, hvad jeg vil kalde et hektisk og kaotisk race med mange uheld og lange safetycarperioder, lød det fra en tydeligt skuffet Jan Magnussen efter løbet.

Allerede under kvalifikationen lørdag eftermiddag begyndte udfordringerne at vise sig, da Jan Magnussen blot formåede at kvalificere den gule Corvette C7.R #3 til en ottendeplads på startgridden.

— Vi er blevet ramt hårdt af Balance of Performance-opdateringerne, som skal udjævne styrkeforholdet i klassen gennem reguleringer i blandt andet vægt og aerodynamik, forklarer danskeren.

— Vi har ikke længere det overskud, som vi havde til at tage de fire sejre i træk tidligere på sæsonen, og her på Road America blev det hurtigt et spørgsmål om bare at hænge på og hente alle de point, vi kunne.

Det var Antonio Garcia, som tog den første tørn i det to timer og 45 minutter lange løb, men trods han som altid leverede en suveræn kørsel, gjorde de mange perioder med gule flag og safetycar, og ikke mindst en punktering, som kostede et ekstra pitstop, det svært for spanieren at rykke sig frem i rækkerne.

— Vi lå alligevel bagest i feltet, så vi forsøgte at gamble med at skifte to dæk tidligt i løbet under den første safetycarperiode, men allerede kort efter skete endnu en ulykke, hvilket spolerede vores idé, forklarer Jan Magnussen.


(Foto: Jan Magnussen Racing)

Danskeren overtog bilen med 50 minutter tilbage af løbet, men da størstedelen af stintet foregik bag en safetycar, udeblev de store chancer for at avancere i placeringen, og Jan Magnussen lå det meste af tiden på den ottendeplads, som duoen også startede på.

— Først til allersidst, da løbet blev givet frit, gik der race i den, og det lykkedes mig at komme forbi to konkurrenter. Men jeg gav også alt hvad jeg havde, og jeg er ret sikker på, at bilen ikke kunne køre hurtigere denne weekend, forklarer Jan Magnussen.

— En sjetteplads er godt nok til, at vi bevarer føringen i mesterskabt, hvilket jo er det vigtigste. Men forspringet bliver mindre, så nu vender vi fokus mod næste løb i Virginia, hvor vi absolut skal være i bedre form.

Vinderne i GTLM-klassen blev i øvrigt Ferrari-kørerne Giancarlo Fisichella og Pierre Kaffer, som tog sæsonens første sejr. Corvette Racings anden bil, Corvette C7.R #4 med Oliver Gavin og Tommy Milner, sluttede på en syvendeplads.

Jan Magnussen Racing


Læs mere om:
  • Road America
  • 10/08/14 - Road America - SportsCar Championship

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport