Københavnerne Steen Andersen og Iben Louring blev nr. 3 i hårdt DM-rally Rallysæsonen 2014 har ind til nu været en ørkenvandring for en af landets bedste rallykørere, Steen Andersen fra Brøndby. Men i weekenden flaskede det sig endelig for den tredobbelte danmarksmester, da han sammen med sin codriver Iben Louring fra Amager blev nummer tre på landevejene omkring Odder i sin Mitsubishi Lancer Evo X og bedst blandt Gruppe N-bilerne. "Det var fantastisk godt rally, og personligt er jeg meget glad for at blive nummer tre og først i Gruppe N, det er det bedste, vi kan opnå," sagde en tilfreds Steen Andersen ved målet sent lørdag i Odder.
Steen Andersen og Iben Louring fløj deres Mitsubishi Lancer Evo X til en tredjeplads i weekendens rally og sejr i Gruppe N (Foto: Michael Eisenberg)
Stilo Rally Odder var præget af en meget hård dyst mellem landets tre hurtigste Gruppe N-kørere, Steen Andersen fra Brøndby og hans konkurrenter Tim Svanholt fra Roskilde og Max Christensen fra Aalborg. Tempoet var så hårdt, at de to sidstnævnte måtte udgå efter at være kørt af vejen, og på rallyets sidste hastighedsprøver kunne Andersen og Louring drosle tempoet lidt og konsolidere deres tredjeplads efter de to som sædvanligt uovervindelige Super 2000-biler fra Peugeot.
Tilfredse rallykørere: Steen Andersen og Iben Louring fik med tredjepladsen deres bedste resultat i år (Foto: Michael Eisenberg)
"Man skal godt nok stå tidligt op for at følge med Tim og Max, men jeg var ikke bekymret, for vi var i tæt dyst med dem til trods for, at vi mistede sekunder på grund af problemer med benzintilførslen på prøve 4, så vores tempo fejler intet," mente Steen Andersen.
Efter første etape blev undervognen justeret om, og så styrede Steen Andersens Mitsubishi bare perfekt gennem de mange kurver på landevejene ved Odder (Foto: Michael Eisenberg)
"Vi tabte vigtige sekunder på prøve 4, hvor vi havde for lidt benzin i tanken, ellers kørte det bare. Det var nogle fantastiske og meget krævende hastighedsprøver og dejligt at blive nummer tre efter alle vore uheld tidligere på året," smilede Iben Louring.
Sidste løb til danmarksmesterskabet i rally køres på landevejene omkring Ans lørdag den 1. november.
Michael Eisenberg
Læs mere om: Iben LouringSteen AndersenAarhus06/09/14 - Aarhus - DM Rally |