DTC   18/09/14

En weekend op ad bakke for Nicholai Eberhard og Martin V. Jensen
DTC - Danish Thundersport ChampionshipÅrets andet besøg på norske Rudskogen Motorsenter blev noget af en skuffelse for Nicholai Eberhard og Martin V. Jensen. Brødreparret fra Hinnerup fik slet ikke de resultater med sig hjem, som de ellers havde håbet på oven på de gode takter, de havde vist ved GP Danmark på FDM Jyllandsringen.

”Jeg kan vist godt kalde det for min dårligste DTC-weekend til dato. Det var i hvert fald ikke min weekend,” siger Martin V. Jensen. Han havde ellers været tilfreds med de træninger, som var gået forud for tidtagningen, men her gik det galt. ”Vi ville prøve med et højere dæktryk, men det var det forkerte valg, så jeg fik ikke sat en god tid og endte med at skulle starte første løb som nummer 14.”


Heldet var ikke med Martin V. Jensen på Rudskogen

Denne startposition betød, at Martin V. Jensen skulle være forberedt overfor overraskelser, når feltet blev sendt afsted, og det var netop det, som skete. ”Jeg fik ellers en god start, men foran mig blev Jesper Sørensen skubbet rundt, så jeg ikke kunne undgå at ramme ham, og så blev jeg også selv ramt bagfra og puffet rundt,” fortæller han. ”Jeg kunne fortsætte, men som en af de sidste. Rattet sad skævt, men jeg fik kørt mig op på en tiendeplads.”

Uheldene fortsatte i de to efterfølgende starter. I andet heat lå Martin V. Jensen på ottendepladsen med to omgange igen, da slidbanen på det ene dæk uden varsel faldt af!

”I løb 3 skulle jeg starte som tolver, men pludselig skete der noget med det ene baghjul,” fortæller Martin V. Jensen. ”Alle fem hjulbolte var simpelthen revet af, og så var løbet ovre for mig. Det er racerløb. Man er ikke altid selv herre over, hvad der sker.”

Placeringsmæssigt blev løbsweekenden i Norge en kende bedre for Nicholai Eberhard.

”I tidtagningen endte vi med at skrue den forkerte vej,” siger han. ”Jeg kom godt nok med i Super Pole, men jeg var ikke tilfreds med min tid. Vi lavede om på bilen til første heat, og det virkede til at starte med rigtig godt. Men jeg havde fået et for højt dæktryk, så hen i løbet sejlede bilen bare rundt.”


Nicholai Eberhard scorede en niendeplads som bedste resultat

Det blev til en niendeplads i første løb og en ellevteplads i andet. ”Vi fik lavet om på dæktrykket, og så kørte bilen okay, men så var dækkene også ved at være ødelagte,” siger Nicholai Eberhard, der dog ikke fik noget synligt resultat ud af tredje heat.

”Jeg blev desværre disket. Jeg fik en strafbane, fordi jeg havde haft alle fire hjul udenfor en hvid afspærringslinje. Jeg havde en lang kamp med Patrick Egsgaard, hvor jeg ned ad langsiden flere gange var på ydersiden af ham, men flaget blev vist på indersiden, og det så jeg først, da jeg kørte over målstregen. Andet og tredje heat var sådan set okay, men det var irriterende at blive disket, men sådan er det, når man overser flaget for strafbane.”

HM Racing


Læs mere om:
  • Rudskogen Motorsenter
  • 14/09/14 - Rudskogen Motorsenter - DTC

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk