På lørdag sidder 100.000 tilskuere klar i Hockenheim, når fynske Nicolaj Møller Madsen kan sikre sig juniormesterskabet i Scirocco Cuppen. Et mesterskab er det perfekte farvel til Scirocco Cup for racertalentet, der skal køre i GT Masters for Audi. Allerede torsdag har han sin første testkørsel i Audi R8 på Lauzitsring. 21-årige Nicolaj Møller Madsen er klar til at tage den perfekte afsked med Scirocco Cuppen. Det fynske racertalent fører juniormesterskabet med 29 point ned til andenpladsen før weekendens sidste løb, og nu skal der sættes triumf på.
- Jeg har 15 podieplaceringer ud af 18 mulige i min tid i Scirocco Cuppen, og jeg vil naturligvis gøre alt for at slutte af med juniormesterskabet. I det sidste løb går jeg efter førstepladsen, for jeg har været både nummer to og tre i år, siger Nicolaj Møller Madsen, der ser frem til stemningen på Hockenheim.
- Scirocco Cuppen har meget stor bevågenhed. Til sæsonens sidste løb kommer der over 100.000 tilskuere, så det er en fantastisk oplevelse at være en del af. Det bliver forhåbentlig en stor weekend.
Nicolaj Møller Madsen er klar til at tage den perfekte afsked med Scirocco Cuppen
Når Scirocco Cuppen er overstået, kan Nicolaj Møller Madsen begynde at kigge frem mod den kommende sæson. Alt tyder på, at den kommer til at foregå i GT Masters – Tysklands næststørste serie med en massiv tilskuer- og medieinteresse. GT Masters foregår over 16 løb fordelt på otte weekender henover året, og løbene bliver afviklet på kendte grandprix-baner.
Nicolaj Møller Madsen begynder allerede forberedelserne på torsdag, hvor han kører sine første kilometer i den Audi R8, som venter på ham i den kommende sæson. Prøvekørslen foregår på Lauzitsring, og det bliver der også set frem til.
- Selvfølgelig glæder jeg mig. Det bliver en vild fornemmelse at træde speederen i bund og slippe 540 hestekræfter løs. Samtidig er det en vigtig forberedelse til den kommende sæson, så jeg skal have mest muligt udbytte af prøvekørslen, siger Nicolaj Møller Madsen.
Sædet hos Audi og GT Masters er reserveret for Nicolaj Møller Madsen, der er i fuld gang med at sikre sig den nødvendige finansiering. Hvis alt går efter planen, forventer racertalentet at kunne præsentere spændende nyt i den nærmeste fremtid.
Først og fremmest gælder det weekendens afslutning i Scirocco Cup og juniormesterskabet – både løbet og testkørslen kan følges på Nicolaj Møller Madsens officielle Facebook-side: facebook.com/Mollermadsenfan
Læs mere om: Nicolaj Møller MadsenHockenheim19/10/14 - Hockenheim - Scirocco R-Cup |