DM Rally   21/04/15

Den danske rallyelite kommer til Sønderjylland
Kampen om Danmarksmester skydes i gang den 25. april
Der bliver fart og spænding på vejene mellem Aabenraa og Haderslev i slutningen af måneden. På lørdag står landsdelens største motorklub – Motor Sport Sønderjylland – bag Erling Høi-Nielsen Peugeot Rally Aabenraa-Rødekro, der skyder kampen om de danske rallymesterskaber i gang.

”Erling Høi-Nielsen Peugeot Rally Aabenraa-Rødekro bliver premiereløbet for ikke blot Danmarksmesterskabet i rally, men også for Dansk Automobil Sports Unions mesterskaber i dels minirally, dels historisk rally,” fortæller Allan Dumstrei, der har rollen som løbsleder. ”Herudover tæller løbet også til den populære Mini Rally Syd-turnering og Volvo Original Cuppen.”


Kim Boisen og Jesper Petersen fra Broager er et af de lokale sønderjyske mandskaber, som starter i Erling Høi-Nielsen Peugeot Rally Aabenraa-Rødekro

De mange mesterskaber betyder, at man i Motor Sport Sønderjylland forventer at få tilmeldinger fra mere end 60 rallymandskaber. Ikke bare fra hele Danmark, men også fra det nordtyske.

”Det bliver et meget kompakt løb, som vi sender deltagerne ud på,” forklarer Allan Dumstrei. ”Den samlede rute løber op på 184 kilometer, hvoraf de godt 57 kilometer udgøres af tre hastighedsprøver, som hver skal køres to gange.”

Rallycentrum bliver Compass Messe på Brunde Vest i Rødekro, og her vil der om formiddagen den 25. april være rig lejlighed til at tage rallybilerne i øjesyn, da de her bl.a. skal igennem teknisk kontrol, ligesom de forskellige teams mekanikere vil foretage den sidste klargøring af dem inden starten ved middagstid.

Klokken 12.30 starter den første bil på den indledende hastighedsprøve i Erling Høi-Nielsen Peugeot Rally Aabenraa-Rødekro. Det er en gennemgående hastighedsprøve, som går fra Hoptrup til Genner. Men ikke ad hovedvej 170! Der startes på Østergårds Mølle og køres ad Skovbyvej og Hovlundsvej til Nørreskovvej, hvor der er mål kort før Genner. Anden gang denne hastighedsprøve køres, er klokken 15.06.

Den næste hastighedsprøve er placeret mellem Rødekro og Øster Løgum. Det er kort og godt Andholmvej, som anvendes, hvor deltagerne kører i nordgående retning til målet på Vesterholtvej vest for Øster Løgum. Starttiderne er henholdsvis 12.54 og 15.30.

Den største udfordring for deltagerne i Erling Høi-Nielsen Peugeot Rally Aabenraa-Rødekro er en rundbane mellem Genner og motorvej E45, hvor der skal køres halvanden omgang. Hastighedsprøven køres på Hesselbjergvej, Rævekærvej og Hovslundsvej, og der er start ved Genner og mål ved Hovslund. Det er henholdsvis klokken 13.13 og 15.49, at den første bil i feltet starter.

Detaljerede kort over hastighedsprøverne kan findes på www.minirallysyd.dk.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Aabenraa
  • 25/04/15 - Aabenraa - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto