SportsCar Championship   04/05/15

Jan Magnussen ramt af dårligt held på Laguna Seca
Motorskift og uheldige påkørsler betød en skuffende 7. plads til Jan Magnussen og Antonio Garcia i fjerde afdeling af TUDOR-mesterskabet på Laguna Seca i Californien søndag aften dansk tid.

Det gik absolut ikke som håbet for Jan Magnussen og Antonio Garcia, som måtte tage til takke med sæsones hidtil dårligste resultat i fjerde afdeling af TUDOR-mesterskabet på den californiske racerbane Laguna Seca. Den mesterskabsførende Corvette-duo sluttede på en 7. plads i GTLM-feltet.


(Foto: Jan Magnussen Racing)

– Efter at have vundet to år i træk på Laguna Seca er det en frustrerende oplevelse slet ikke at være i stand til at kæmpe med om sejren, lød det fra Jan Magnussen.

Danskeren og hans spanske makker havde i forvejen ikke de bedste forudsætninger for at præstere en sejr, da V8-motoren i deres gule Corvette C7.R måtte udskiftes efter en problematisk kvalifikationssession lørdag aften.

Som straf for motorskiftet blev duoen henvist til en startposition som sidste bil.

– Antonio havde dog en fantastisk start og pløjede sig gennem det meste af GTD-feltet allerede på første omgang. Snart lå han i bagkofangeren på den bageste GTLM-bil, og på det tidspunkt så det altså ret godt ud, forklarede Jan Magnussen.

Uheldigvis blev den spanske Corvette-kører fanget i en intens duel mellem løbets førende prototyper, og under overhalingen rammer en af disse fronten på den gule Corvette #3.

– Bilens forreste højre hjørne blev knust ved sammenstødet, og herefter kørte bilen ikke længere, som den skulle, forklarede Jan Magnussen.

Antonio Garcia kæmpede sig gennem løbet og blev ikke ligefrem hjulpet af det dæk, som han ramte på vej ud fra sit første pitstop. Han overhalede herefter tyskeren Jörg Bergmeister i Porsche #912, men havde tydeligvis problemer med at hænge på de førende i GTLM-klassen.


(Foto: Jan Magnussen Racing)

Da Jan Magnussen kom i bilen, var der under en time tilbage af løbet, og for danskeren gjaldt det bare om at hænge på. Magnussen måtte afgive 6. pladsen til kollegaen Oliver Gavin i Corvette #4, men forsvarede herefter 7. pladsen frem til løbets slutning.

Fokuserer nu på 24-timers Le Mans

– Vi reddede en smule point, men ellers har det været en af de weekender, der ikke bliver husket for noget godt, lød det fra Jan Magnussen.

– Nu tager vi en pause fra TUDOR-mesterskabet og fokuserer på 24-timers Le Mans. Når vi vender tilbage fra Frankrig er jeg sikker på, at vi kan genoptage kampen om mesterskabet.

Næste opgave for Jan Magnussen og Corvette Racing er den officielle Le Mans-test den 31. maj i Frankrig. Inden da skal Jan Magnussen dog deltage i Danish Thundersport Championship ved Classic Race Aarhus den 22.-24. maj.

Jan Magnussen Racing


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Laguna Seca
  • 03/05/15 - Laguna Seca - SportsCar Championship

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport