Det blev helt som ventet en weekend, der startede op ad bakke for det danske Insight Racing-team, på Silverstone i England ved anden afdeling af BlancPain Endurance Series. Dennis Andersen og Martin Jensen fik deres sag for, da de skulle få sat bilen op til løbet på en bane, de i forvejen havde forudset ikke passede til deres Ferrari 458 Italia. Ændringerne i reglementet efter åbningsløbet på Monza betød, at balance og downforce fik et nøk i den forkerte retning - og det måtte danskerteamet bruge det meste af weekenden på at justere sig ud af.
(Foto: Xynamic Automotive Photography)
Fra en startplads som nummer 40 samlet ud af massive 61 startende biler, måtte Dennis Andersen kæmpe sig frem i startfasen i en bil, som ganske vist kørte bedre og bedre, som teamet fik skruet sig ind på den.
Det hårde arbejde med at få Ferrari #17 frem i feltet blev dog nulstillet, da Dennis Andersen først blev vendt rundt af en konkurrent, og teamet siden fik problemer i et pitstop, hvor en konkurrent spærrede for danskernes pitbås.
Insight Racing Denmark sluttede som 39. ud af de 61 startende biler og som nummer 17 i Pro-Am-cuppen.
Efter to afdelinger indtaget teamet syvendepladsen i Pro-Am-mesterskabet. Næste løb er på Paul Ricard (F) den 19.-20. juni.
Toppen i BlancPain Endurance Series, anden afdeling på Silverstone
1 Rob Bell, Shane van Gisbergen, Kevin Estre, Von Ryan Racing, McLaren 650 S GT3, 84 omg.
2 Jean-Karl Vernay, Robin Frijns, Laurens Vanthoor, Belgian Audi Club Team WRT, Audi R8 LMS Ultra, 23.281
3 Frank Stippler, Stephane Ortelli, Stephane Richelmi, Belgian Audi Club Team WRT, Audi R8 LMS Ultra, 44.793
4 Marco Bonanomi, Filip Salaquarda, Frederic Vervisch, ISR, Audi R8 LMS Ultra, 48.407
5 Sean Walkinshaw, Martin Plowman, Craig Dolby, MRS GT Racing, Nissan GT-R Nismo GT3, 56.787
39 Dennis Andersen, Martin Jensen, Insight Racing Denmark, Ferrari 458 Italia, + tre omgange
Martin Jensen, teammanager og kører
“Igen var Silverstone bare ikke god for os. Vi vidste, det ville blive svært med de restriktioner, serien havde givet Ferrarierne. men løbet bød også på en masse udfordringer, som vi godt kunne være foruden.
Da Dennis kommer ind, er der hektisk i pitten, og teamet ved siden af os pitter samtidig. Mekanikerne er nødt til at skubbe bilen på plads, og undervejs triller det ene hjul, der skal sættes på, en smule. Det udløser en straf til os, som om vi ikke var blevet forsinket nok. Men sådan er det.
Det var en ærgerlig weekend, som vi vidste ville blive svær. Næste gang er det Paul Ricard, det gælder, og her er vi helt anderledes optimistiske. Vi har arbejdet hårdt hele foråret, og vi går efter oprejsning i næste løb.”
Dennis Andersen, kører
"Vi kan kun sige, at BOP'ens (Balance of Performance, red.) ændring af bilens rideheight ramte os hårdt - det fjernede den smule downforce, vi havde, og vi genfandt først balancen til selve løbet.
Det var lidt op ad bakke fra en startposition som nummer 40, og jeg fandt ikke helt farten på de langsomme dele af banen. Det hjalp så heller ikke, at jeg fik hjælp til en snurretur og mistede de placeringer, jeg havde fået tilkæmpet os. Vi mistede også omkring et minut på vores pitstop da Nissanen foran os kom ind tidligt med en skade, så jeg ikke kunne komme ind på vores plads. Det fik Martin en drivethrough-straf for pga. en reglementsovertrædelse i den forbindelse."
Insight Racing Denmark
Læs mere om: Dennis AndersenMartin JensenInsight RacingSilverstone24/05/15 - Silverstone - Blancpain GT Endurance Series |