Martin V. Jensen og Nicholai Eberhard er velforberedte, når de i weekenden står overfor deres kommende udfordring – deres DTC-debut på Padborg Park. Duoen fra HM Racing kender bilerne, og banen har de også tidligere kørt race på, men det er første gang, at de skal køre race i AutoMester DTC-serien på Padborg Park, som er vendt tilbage til Danmarks mest populære løbsserie. ”Vi har haft en god testdag på banen. Vi fik prøvet en hel del ting af på vores biler, og vi endte med at komme ned i nogle gode og stabile tider,” siger Nicholai Eberhard. ”Jeg håber på, at vi kan drage nytte af vores erfaring til løbet i weekenden.”
”Det bliver et DTC-løb som mange af de andre, vi har kørt. Banen er bare ikke så bred som f.eks. Jyllandsringen, men det er vigtigt, at vi kommer udenom eventuelle uheld. Har vi farten, så skal vi nok få nogle gode resultater.”
Efter seneste DTC-afdeling er Nicholai Eberhard og hans bil klar til kamp
Nicholai Eberhards bil fik en hård medfart ved den seneste DTC-afdeling i forbindelse med Classic Race Aarhus.
”Bulerne er blevet rettet ud, og onsdag kommer der ny folie på, så den igen kommer til at ligne en rigtig racerbil,” siger Nicholai Eberhard.
Mens Nicholai Eberhard havde et svært Classic Race Aarhus, kunne Martin V. Jensen notere sig for karrierens hidtil bedste DTC-resultat. En fjerdeplads i finalen var stærkt medvirkende til, at han før løbsweekenden på Padborg Park indtager syvendepladsen i mesterskabet foran bl.a. Ronnie Bremer og Casper Elgaard.
”På Padborg Park går jeg efter at få nogle gode points til mesterskabet og ikke sætte noget over styr. Det er det, jeg går efter. Hellere to eller tre syvendepladser end en fjerdeplads og så to løb, hvor man er udgået,” siger Martin V. Jensen.
Martin V. Jensen vil følge op på det flotte resultat ved Classic Race Aarhus
Martin V. Jensen føler sig også fortrøstningsfuld oven på den test, som HM Racing har haft på Padborg Park.
”Jeg har kørt mange gange før på Padborg Park i andre racerbiler, men det var naturligvis anderledes med bremsepunkterne i DTC-raceren, men ellers er det meget ens,” siger han. ”Jeg lærte hurtigt banen at kende i DTC-bilen. Jeg fandt mine bremsepunkter og fandt ud af, hvor jeg skulle placere mig.”
Ole Eberhard Læs mere om: Martin V JensenNicholai EberhardPadborg Park07/06/15 - Padborg Park - DTC |