Lørdag køres årets anden afdeling af Danmarksmesterskabet i rally. Det sker i Nordjylland, hvor Motorsport Nordjylland er vært for Ecoteck Rally Himmerland, og Bisted Motorsport er med på deltagerlisten.
”Rallybilen er klar. Den er fit for fight, men jeg halter lidt bagefter,” indrømmer Jesper Bisted. Og den hurtige rallykører halter bogstaveligt talt. For han har en forstuvet fod.
”Fodbold skulle være så sundt, men det er det måske ikke. Det kan godt være, at det ikke er farligt, men det gør bare ondt med sådan en fod.”
Rallybilen er klar – Rallykøreren halter efter. (Foto: rallypics.dk)
Rallykøreren fra Oens ved Horsens holder den fysiske form ved lige ved at spille fodbold. Og det kan godt gøre ondt
”Jeg spiller Serie 5-fodbold tre gange om ugen. Dels i Stenderup, dels i Nim, og forleden spillede vi i Nim mod Dagnæs, og der gik det galt. Jeg var bare inde i en normal tackling. Så kunne jeg ikke mere. Sådan er det,” forklarer Jesper Bisted. ”Det er meget sundere at køre rally.”
Køreren i Bisted Motorsports grønne og hvide Suzuki Swift Maxi 1600 håber på, at han og navigatøren Arly Larsen fra Dianalund kan opnå et godt resultat i Ecoteck Rally Himmerland.
”Jeg skal blot holde højrefoden i bunden, og prøverne virker til at være de samme som dem, som vi kørte sidste år,” siger Jesper Bisted.
”Lindum Skov er rigtig fin. De andre prøver går meget lige ud, men sådan er det. Nysum-banen er blevet forlænget, og det håber jeg at bliver godt.”
Bisted Motorsport
Læs mere om: Jesper BistedBisted MotorsportHobro20/06/15 - Hobro - DM Rally |