Mikkel C. Johansen håber på et godt resultat ved Copenhagen Historic Grand Prix I weekenden genoptager deltagerne i AutoMester Danish Thundersport Championship kampen om årets mesterskab, og det kommer til at foregå i hele nye rammer. Dansk bilsports superliga er nemlig for første gang på programmet ved Copenhagen Historic Grand Prix, siden gadeløbet flyttede fra banen ved Fælledparken til den nye bane, Bellahøj Park. Copenhagen Historic Grand Prix bliver anden gang i denne sæson, at DTC-kørerne skal kæmpe om point og pokaler på en gadebane. Første gang var ved Classic Race Aarhus, og i forhold til dette løb er der flere kørere, som jagter revanche.
”For mit vedkommende bristede strategien i løbet, men vi har siden fået mere erfaring med den opdaterede bil, så jeg forventer helt klart at komme længere frem end i Aarhus,” siger Mikkel C. Johansen, Slagelse. To gange i år har han vundet kvalifikationsheat, men det var ikke ved forrige gadeløb, at han havde succes.
Mikkel C. Johansen håber på et bedre resultat end ved sit forrige start i et gadeløb (Foto: CNPhoto)
”Jeg kommer ikke til Bellahøj for at blive nummer to, men det kan godt være, at jeg ender med at blive det. Der også vigtigt at understrege, at det ikke bliver ved løbet i København, at jeg tager unødvendige chancer. Den måde, jeg bedst kan forsvare min position i mesterskabet på, er ved at blive på asfalten, og det gælder om at passe ekstra på, for Bellahøj-banen er efter sigende smallere end den i Aarhus.”
AutoMester DTC-serien kørte i 2012 en Super Pole-konkurrence, da Copenhagen Historic Grand Prix for sidste gang blev afviklet ved Fælledparken, men der er ikke tidligere blevet kørt med de store amerikanerbiler på Bellahøj Park. Det bliver derfor en helt ny cocktail for de fleste kørere i feltet.
”Det kan godt være, at ingen har rigtig erfaring med denne type biler på denne her bane, men der er jo kørere, som har erfaring med bybaner såsom Jan Magnussen og Ronnie Bremer,” siger Mikkel C. Johansen. ”De to kørere og nok også Casper Elgaard bliver svære at slå, men kommer muligheden, så vil jeg slå til, og kommer muligheden ikke, må jeg vente til et af de senere løb.”
Copenhagen Historic Grand Prix er årets andet gadeløb for AutoMester DTC-klassen (Foto: CNPhoto)
AutoMester DTC-klassen kører sit første kvalifikationsløb lørdag klokken 15.00, mens andet kvalifikationsheat og finalen er programsat til søndag klokken 12.15 og 15.10.
Morten Alstrup Læs mere om: Mikkel C. JohansenBellahøj (Gadeløb)02/08/15 - Bellahøj (Gadeløb) - DTC |