Nu om dage er det Le Mans og de internationale racerbaner som dem, man bruger til Formel 1 i eksempelvis England, Bahrain og USA, at han kører, men den 7. august vender Kristian Poulsen, Risskov, tilbage til sine rødder. Den dobbelte klassevinder fra 24-timers løbet på Le Mans er nemlig atter tilbage bag rattet af en rallybil, og det kommer til at ske ved Tvilum Rally Show, der køres i Fårvang mellem Viborg og Århus.
”Jeg blev kontaktet af min gamle hollandske rallybekendt, Erik Wevers,” fortæller Kristian Poulsen. ”Han har fået to af de nye Skoda Fabia-modeller i R5-trim, og da hans team, Wevers Sport, i forvejen skulle til Danmark med en rallybil, spurgte han mig, om ikke jeg kunne være interesseret i at dele bilen med ham til Tvilum Rally Show. Og det sagde jeg ja til.”
I juni var Kristian Poulsen blandt kørerne ved 24-timers på Le Mans, hvor der blev skrevet mange autografer. Nu vender han tilbage til det løb, han vandt i 1999
Tvilum Rally Show er et velkendt løb for Kristian Poulsen, for i 1999 vandt han finalen, men længe har han været borte fra rallysporten som aktiv kører. Siden har den stået på verdensmesterskabet for standardvogne, og sidste år sikrede han sig World Cup-sejren i sportsvognenes GTE Am-klasse.
”Jeg har fulgt rallysporten lidt fra sidelinjen og set det i fjernsynet, men det er lang tid siden, at jeg har kørt et løb. Det var i 2007, at jeg sidste gang kørte et rally. Det var vist et løb i Tyskland, eller var det Holland? Jeg kan ikke huske det. Det har jeg lykkelig glemt,” siger Kristian Poulsen. Godt nok kender han rallysprintbanen i Fårvangs industrikvarter fra tidligere, men bilen er helt ny.
”Jeg tror, at Skodaen er rimelig konkurrencedygtig, men jeg kommer desværre ikke til at prøve bilen, inden vi stiller til start i løbet. Jeg tager det bare for sjov. Nu må vi se, om jeg bliver fristet til at køre mere.”
Skoda Fabia R5 er en forholdsvis ny bil i rallysammenhæng, men den har allerede sikret sig sine første sejre. Det skete ved en afdeling af det tjekkiske rallymesterskab og en Europamesterskabs-afdeling – det belgiske Rally Ypres, som Freddy Loix vandt med stor margen.
Det er en Skoda Fabia R5 som denne, at Kristian Poulsen gør comeback til rallysporten. Det sker den 7. august i Fårvang.
Traditionen tro er der gratis adgang til såvel Tvilum Rally Show som til Tvilum Classic Show, som foregår i en pause mellem to af rallyheatene.
Tvilum Rally Show er et af de mest traditionsrige motorsportsarrangementer i Danmark og afvikles fredag den 7. august 2015. Tvilum Rally Show afvikles sammen med Tvilum Classic Show. Tvilum Rally Show og Tvilum Classic Show afvikles i forbindelse med det årlige Fåremarked i industrikvarteret i Fårvang, som ligger ved hovedvej 26 mellem Viborg og Århus. Læs mere på www.rallyshow.dk.
Tvilum Classic Show / Tvilum Rally Læs mere om: Kristian Poulsen07/08/15 - Fårvang - Rally |