DTC   31/07/15

Jan Magnussen og AutoPartner vil forsvare DTC-føring i København
DTC - Danish Thundersport ChampionshipJan Magnussen vil med sin AutoPartner-sponsorerede Chevrolet Camaro forsvare sin DTC-føring til Copenhagen Historic Grand Prix, hvor der også skal køres penge ind til syge børn. Teamkammerat Michael Markussen vil gentage succes fra Aarhus.

Copenhagen Historic Grand Prix danner i weekenden rammen om fjerde afdeling af Danish Thundersport Championship, hvor Jan Magnussen er tilbage i sin Chevrolet Camaro for at forsvare sin føring i mesterskabet.


(Foto: Dennis Risager)

– Det er jo først og fremmest en kæmpe nyhed, at vi for første gang samler DTC-serien til et pointtællende løb på Sjælland, lyder det fra Jan Magnussen.

Racekøreren tog førerpositionen i mesterskabet i sæsonens tredje afdeling, som blev afviklet på Padborg Park i begyndelsen af juni. Efter en sommerferiepause er DTC-feltet nu samlet igen, og Magnussen har store forventninger til løbet på Bellahøj.

– Mange ved, at jeg er stor fan af bybaner, og København er ingen undtagelse med sine høje betonvægge og farlige sving, lyder det fra Jan Magnussen, som til weekendens løb er sponsoreret af den landsdækkende værkstedskæde AutoPartner.

Hverken Jan Magnussen eller konkurrenterne har dog haft mulighed for at lufte deres DTC-biler på den københavnske bybane, og med blot et kvarters træning, er der kun begrænset tid til justering af setup.

– Det handler om at gøre hjemmearbejdet så godt som muligt og så ellers komme af sted og få det bedste ud af det, fortæller Jan Magnussen.

Han forklarer, at hans kendskab til den 2,4 kilometer lange bybane ikke nødvendigvis giver ham en kæmpe fordel, når først det går løs i DTC-bilerne.

– Jeg har før kørt på banen, men det har været i historiske racerbiler fra 1960'erne. Vores DTC-biler er langt kraftigere og mere moderne og opfører sig helt anderledes.

– Men jeg har naturligvis en tro på, at vi kan tage hjem med samme resultater, som vi præsterede sidste gang, vi kørte på en bybane, smiler Jan Magnussen, der som bekendt vandt tre ud af tre løb i Aarhus i maj.

Michael Markussen: Jeg har selvtilliden i orden
Jan Magnussens unge teamkammerat, 23-årige Michael Markussen, ser også frem til weekendens store DTC-løb i København.

– Jeg har faktisk befundet mig i København siden mandag, fordi jeg ikke kan være i mig selv af spænding, lyder det fra den unge Kolding-kører.


(Foto: Dennis Risager)

Modsat sin teamkammerat har Michael Markussen aldrig tidligere kørt på den udfordrende Københavnske bybane, så banen er blevet nærstuderet ved hjælp af videoklip på Youtube.

– Det ligner en rigtig spændende bane, men med kun et kvarters træning efter en lang sommerpause gælder det om at være klar fra start, forklarer Michael Markussen.

– Men jeg havde jo et rigtig godt løb i Aarhus, hvor jeg hentede to 5. pladser og formentlig var sluttet på en 4. plads i finalen, hvis ikke det var for en knækket frontspoiler på sidste omgang.

– De gode placeringer på så udfordrende en bane har givet mig en selvtillid, som jeg naturligvis tager med mig til København.

Magnussen i voldsom Corvette til Race for Riget
Foruden sin deltagelse i Danish Thundersport Championship, skal Jan Magnussen også på arbejde som ambassadør for velgørenhedseventet Race for Riget.

Han skal sammen med andre kendte navne som Tom Kristensen, Mikkel Mac og ikke mindst sønnike Kevin Magnussen give hurtige passagerture til betalende publikumer.

Alle indtægter fra eventet går ubeskåret til BørneUngeProgrammet på Rigshospitalet, som siden 2010 har fået doneret mere end 1,2 millioner kroner. Alene sidste år kunne Jan Magnussen overrække en check på hele 444.000 kroner til Rigshospitalet.


Magnussen i voldsom Corvette til Race for Riget
(Foto: General Motors)

– Race for Riget er et fantastisk event, hvor Danmarks bedste racerkørere får lov at give folk en oplevelse for livet i de mest eksotiske superbiler, forklarer Jan Magnussen.

– Det bedste af det hele er, at alle pengene går til nogle, som virkelig har brug for dem.

Jan Magnussen vil naturligvis være at finde bag rattet i en Corvette Z06, som er den nyeste, kraftigste og hurtigste Corvette til dato – og som er udviklet sideløbende med den racerbil, som vi er vant til at se danskeren i på Le Mans.

Billetter til Race for Riget sælges fra en billetvogn på området fra kl. 9.00 både lørdag og søndag, mens passagerturene afvikles fra kl. 12.40 lørdag og fra kl. 13.00 søndag.

Mere info om program og priser på www.chgp.dk

Tidsplan for DTC – Copenhagen Historic Grand Prix

OBS! Danish Thundersport Championship transmitteres LIVE på TV 2 SPORT.

Lørdag 1. august
09.45 — Træning
12.20 — Kvalifikation
15.00 — Heat #1

Søndag 24. maj
12.15 — Heat #2
15.10 — Finale

Jan Magnussen Racing


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Michael Markussen
  • Bellahøj (Gadeløb)
  • 02/08/15 - Bellahøj (Gadeløb) - DTC
  • Danske racerstjerner flokkes til Race for Riget

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport