Efter sidste weekends nederlag i Copenhagen Historic Grand Prix lykkedes det søndag aften dansk tid for Jan Magnussen og Antonio Garcia at udbygge føringen i det amerikanske TUDOR-mesterskab. Det blev ikke til sejr, men Jan Magnussen og Antonio Garcia havde alligevel held til at udbygge deres føring i det amerikanske TUDOR United SportsCar Championship søndag aften dansk tid på Road America nord for Chicago.
(Foto: Richard Dole/Jan Magnussen Racing)
– Kampen er hård, og med tre løb tilbage af mesterskabet tæller hvert eneste point, lød det fra Jan Magnussen efter løbet.
Corvette-duoen startede P2 i det to timer og 40 minutter lange ræs, og allerede ved første pitstop afleverede Antonio Garcia den gule Corvette C7.R #3 til Jan Magnussen.
– Bilen kørte perfekt til at begynde med, men så begyndte dækkene at samle ting op fra banen. Jeg er ikke sikker på hvorfor, og det er uden tvivl noget, vi skal have undersøgt til næste løb, forklarede Jan Magnussen.
Danskeren overlod efter sit stint atter bilen til Antonio Garcia i et strategisk klogt pitstop, som skete tidligere end de øvrige biler i klassen.
Fra 8. til 4. plads
Dette betød, at Garcia kunne gå tilbage i kampen med friske dæk, mens konkurrenterne lige så stille mistede deres greb. Strategien virkede, og på blot 42 minutter avancerede spanieren fra en 8. plads til en 4. plads.
– Vi kunne tydeligvis ikke vinde i dag, men en klog taktik sikrede os alligevel en 4. plads. Ganske enkelt suveræn indsats af Antonio og hele teamet, lød det fra Magnussen.
– Vi fører nu mesterskabet med et lidt større forspring end efter sidste løb, så det kan man bestemt ikke klage over.
(Foto: Richard Dole/Jan Magnussen Racing)
Efter 7. afdeling af TUDOR United SportsCar Championship fører Jan Magnussen og Antonio Garcia mesterskabet i GTLM-klassen med 217 point – fire point foran rivalerne fra BMW og fem point fra Porsche.
Historisk resultat af Christina Nielsen
Den danske Aston Martin-kører, Christina Nielsen, som præsterede dansk motorsports største resultat for en kvinde med sin 2. plads i 12-timersløb på Sebring i marts, skrev yderligere historie på Road America.
Med en flot 2. plads i GTD-klassen i søndagens løb tog Nielsen og Kuno Wittmer nemlig føringen i GTD-mesterskabet, hvilket igen er en præstation i særklasse for en kvindelig dansk racerkører.
Næste afdeling af TUDOR United SportsCar Championship afvikles den 21.-23. august på Virginia International Raceway.
Jan Magnussen Racing
Nikolaj Karlshøj
Læs mere om: Christina NielsenJan MagnussenRoad America09/08/15 - Road America - SportsCar Championship |