SuperCup   11/08/15

Yokohama SuperCup fortsætter hvor de slap
Sidst Yokohama SuperCup var i aktion var den 20. – 21. juni på Ring Djursland, og nu hvor efterårssæsonen starter op den 15. – 16. august sker det også på netop Ring Djursland.

Om det også bliver en gentagelse af resultaterne er meget svært at sige. Godt nok blev weekenden i juni domineret af de mesterskabsførende, og de kommer naturligvis igen til at kæmpe bravt om topplaceringerne. Jakob Borum blev topscorer sidst, så derfor får han 60 kg succesballast i, og Mikkel B. Johnsen får 40 kg i, og da både Nicki Kristensen og Kim Lund Johansen får mindre vægt i end sidst, så kan det gå hen og blive meget spændende. Og så skal vi ikke glemme Lasse M. Sørensen, der bestemt også har vist at han er hurtig på Ring Djursland.


De 5 førende i mesterskabet leverede godt ræs sidst SuperCup var på Ring Djursland, og mon ikke de fortsætter dysten?
(Foto: Keld Dohm)

Det er imidlertid en helt anden kører der kan gå hen og blive den store overraskelse på Ring Djursland, og det er Allan Kristensen. Allan er teamkammerat med Nicki Kristensen og kører i en Seat Ibiza, der er stort set identisk med Nickis, og i sidste heat på Ring Djursland i juni kørte han faktisk hurtigere omgangstider end Nicki. Lige nu ligger Allan på 6. pladsen i det samlede mesterskab, og han er blevet hurtigere og hurtigere igennem hele sæsonen, så med bare en lille smule held, så kan han sagtens blande sig helt i toppen af feltet.


Allan Kristensen er bare blevet bedre og bedre igennem hele sæsonen, og med bare lidt held så kan han blande sig helt i toppen i den kommende weekend
(Foto: Keld Dohm)

Det bliver også en weekend med comeback til et par af de deltagere, der ikke kunne være med sidst, pga tekniske udfordringer. Rasmus Holmegaard Hansen havde motorhaveri med sin Peugeot 306 på Padborg Park i starten af juni, og han vender tilbage med en nybygget motor. Også Troels Trærup i Audi TT måtte udgå med en skade på Padborg Park, men også han vender tilbage med fuld styrke her på Ring Djursland.

Tidsplanen for Yokohama SuperCup ser således ud:

Lørdag den 15. august kl 09:45: Tidtagning
Lørdag den 15. august kl 14:40: Heat 1
Søndag den 16. august kl 08:30: Heat 2
Søndag den 16. august kl 13:45: Heat 2

Udover SuperCup, så kan du denne weekend også opleve klasserne DTC, Special Saloon Car, Yokohama 1600 Challenge, Citröen DS3 samt motorcykel ræs. Og som en ekstra bonus denne gang, så får du både muligheden for at opleve det hele live ude på banen, og så gense det om aftenen, idet TV 2 Sport denne gang sender forskudt, således at man kan se med på TV fra 18:05 – 23:25.

Håber vi ses derude.

Yokohama SuperCup, www.supercup.dk
Keld O. Dohm


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 16/08/15 - Ring Djursland - SuperCup

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport