DM Rally   17/08/15

Steen Andersen i topform
Kørte sig op fra femte- til andenpladsen i Gjønge Rally
I sit første rally herhjemme i år viste rallykøreren Steen Andersen fra Brøndby under Gjønge Rally, at han stadig er blandt de bedste. På landevejene på Møn kørte han i løbets anden halvdel sin Mitsubishi Lancer Evo X op fra en placering som nummer fem til løbets samlede andenplads.

"På prøve to ramte vi desværre et råvildt, og styretøjet blev slået lidt skævt. Vi fik repareret det i pausen, og så kom der fart i bilen," fortæller Steen Andersen, der til løbet havde Ditte Kammersgaard fra Kolding med som codriver, da hans sædvanlige andenkører Iben Louring fra Amager var forhindret.


Steen Andersen og Ditte Kammersgaard kørte deres Mitsubishi på grænsen af det mulige gennem hele Gjønge Rally
(Foto: Michael Eisenberg)

"Ditte gjorde det virkelig godt, og hun læste noterne fint op på hastighedsprøverne. Alle de ting, der er vigtige at få at vide, fik jeg læst op på rette måde," sagde Steen Andersen i målet i Stege.


"Er vi på vej mod et godt resultat?". Efter at have set deres tider på de første otte hastighedsprøver, øgede Steen Andersen og Ditte Kammersgaard tempoet yderligere og satte hurtigste tid på rallyets to sidste prøver.
(Foto: Michael Eisenberg)

"Det var mega fedt at få lov at køre med Steen. Jeg havde aldrig før prøvet en firehjulstrukket bil, men det var meget trygt at køre med Steen, for han havde virkelig styr på sin bil, og notesamarbejdet fungerede fint," supplerede Ditte Kammersgaard.

Steen Andersen og Ditte Kammersgaard havde hurtigste tid på rallyets to sidste hastighedsprøver og fik dermed også bonuspoint til danmarksmesterskabet for at have bedste tid på løbets power stage.


(Foto: Michael Eisenberg)

Næste afdeling af danmarksmesterskabet i rally køres lørdag den 12. september på landevejene omkring Juelsminde.


Michael Eisenberg


Læs mere om:
  • Ditte Kammersgaard
  • Steen Andersen
  • Møn
  • 15/08/15 - Møn - DM Rally

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk