Formel 1   20/08/15

Nye starter, gammel bane
Optakt til Det Belgiske Grand Prix
Sommerferien er slut. Ikke bare for det almindelige arbejdende folk og skoleelever. Men også for Formel 1. Mekanikere, ingeniører og kørere er tilbage i hverdagen. Men hvor vi andre måske går lidt rundt om os selv et par dage. inden vi er helt oppe i tempo, skal tingene, som altid, gå lidt hurtigere i Formel 1.

Den store historie i denne uge er Ferraris valg af kørere til 2016 sæsonen. At Sebastian Vettel skulle fortsætte var der aldrig tvivl om. Det var navnet på hans holdkammerat der var til diskussion. Ferrari havde en option på Kimi Raikkonen, men har også vist interesse for både Valtteri Bottas, Nico Hülkenberg og Daniel Ricciardo.

Ferraris egentlige plan var at Jules Bianchi skulle afløse Raikkonen på et tidspunkt, men det kom jo desværre aldrig til at ske. I stedet kigger de interesserede rundt på andre i sporten. Problemet for det italienske team er måske dels at de ikke er rigtig forelskede i nogen af de potentielle kørere og når man skal lade fornuften vælge, kan det måske give mening at fortsætte med den man har, og så kigge lidt mere på de andre, inden man beslutter sig. En anden faktor er at Valtteri Bottas har en aftale med Williams for 2016 - og Ferrari har ikke været villige til at købe finnen fri af sin kontrakt. Også en indikation på at de endnu ikke er afklarede med hvem de skal satse på i det lange løb.


Raikkonen har fået forlænget sit ophold hos Ferrari med en sæson til
(Foto: Studio Colombo)

Det er fordelen ved at være Ferrari, de fleste er interesserede, uanset hvilken arbejdsgiver de i forvejen har. Ved at forlænge med Raikkonen signalerer Ferrari tydeligt at de endnu ikke har besluttet sig for hvem de vil have i bilen på lang sigt.

Den anden historie, som der har været fokus på gennem hele sommerferien, er starterne. I Formel 1 har man en dobbelt-kobling. Ind der skal holdes i bund, når bilen er i tomgang, og en der er indstillet på et koblingspunkt. Når man slipper kobling et tager kobling to over og bilen kører optimalt. Det, der nu er ændret, er at køreren ikke længere må kommunikerer med pitten om hvordan kobling to skal indstilles. Han skal selv føle sig frem til det rigtige punkt.

For mig, hjemme ved fjernesynet, ville alting give mere mening, hvis de havde én kobling, ligesom jeg har, og det udelukkende var dem selv, og deres venstre fod der sørgede for starten. Men det er selvfølgelig ikke godt nok til Formel 1. Det er positivt at man overlader mere til køreren, hvor lidt det end er. Ideelt set skulle man måske overveje at lukke for radioen for alt andet end sikkerhedsmeddelelser og indkaldelse til periodisk dækskifte.

Men for andre virker det som en stor ting. Mercedes har været lidt kritiske. Både Lewis Hamilton og Toto Wolff har været ude at sige at man kan blive nødt til at justere på de nye regler, hvis starterne bliver mere kaotiske og uforudsigelige.

Mens kaos måske er ønskværdigt i motorsport, er uforudsigeligt nu et plus ord i min sports-parlør. Men beklagelsen er hørt før - sjovt nok kommer den slags beklagelser altid fra dem der plejer at være forrest. De bliver pludselig bange på hele sportens vegne, for at folk vil blive sure, hvis det ikke er dem der plejer at vinde, der vinder. Da vi for nogle år siden var så heldige at have otte vindere i otte løb, var der også nogle der ævlede om at det hele blev “alt for uforudsigeligt”. Vejrudsigter og lønsedler skal være forudsigelige, sport skal ikke!

Løbet skal som altid køres på verdens bedste Spa-Franchorchamps. Bedre sted til biler findes ikke. Det er her man skal holde speederen i bund på vej ned i og på vej opad fra Eau Rouge - det sejeste sving i Formel 1. Der bliver sikkert regnvejr en af dagene, for regn på Spa er ligesom lidt en tradition.

Tidligere på året har man kunnet pege på Mercedes og sige, at de nok vinder. Men i de sidste par løb inden sommerferien viste det tyske team svagheder og i Ungarn var Ferrari rigtig stærke. Så sandsynligheden peger stadig på Mercedes, MEN….

Ferrari har fået mere gang i bilen og Renault virker mere stabil end i starten af sæsonen. Selv McLaren-Honda lyder optimistiske her på vej ud af sommerferien. Det sidste skal blive interessant at se. Tidligere har der været mere fart i kommentarerne end i bilerne hos McLaren.

I Ungarn fik vi et godt løb. Det var det der med uforudsigeligheden der holdt sit indtog. Sådan hånden på hjertet - havde Kvyat egentlig gjort sig fortjent til en 2. plads. Næ - det havde han egentlig kun i kraft af, at han undgik problemer som mange omkring nærmest opsøgte. Men det er jo også en kvalitet. Og så var det egentlig meget rart at få et overraskende resultat, hvor det netop var det uforudsigelige der dikterede rækkefølgen.

Så lad os håbe Belgien bliver en gentagelse - en perlerække af sjove, spændende og uforudsigelige begivenheder der giver et overraskende resultat…

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Spa-Francorchamps
  • 23/08/15 - Spa-Francorchamps - Formel 1

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto