Regnen udeblev - det samme gjorde spændingen Der var drama, da starten skulle gå. To biler med batteriproblemer, en ekstra opvarmningsomgang og en Rosberg der smed alle muligheder for at vinde, da han kom langsomt afsted fra start. Og alligevel endte han på 2. pladsen. Dermed man fremme ved det gammelkendte problem - Mercedes er alt for overlegne til at det for alvor bliver spændende.
Det var først Nico Hülkenberg, der fik problemer med batteriet. Halvvejs rundt på den første opvarmningsrunde, fik han besked på at køre i pit. Umiddelbart før pitindkørslen, fik han kontraordre, han skulle blive på banen og indtage sin startposition. Knapt holdt bilerne stille før Hülkenberg blafrede med sine hænder - det der med at starte, var ikke noget bilen var klar til. Resten af feltet blev sendt afsted på endnu en opvarmningsrunde, mens Force India fik hevet Hülkenbergs selvdøde bil af banen.
Hamilton; en vane-vinder (Foto: Daimler)
På denne anden opvarmningsrunde var det så Carlos Sainz, der fik problemer. Her tog teamet ingen chancer, spanieren blev kommanderet i pit. Han kom i modsætning til Hülkenberg faktisk til at køre i løbet, men uden at spille nogen rolle inden han udgik. Vistnok stadig med tekniske problemer.
Tilbage til de biler, der så faktisk betød noget. Starten gik, Hamilton spurtede afsted. Det gjorde Rosberg ikke. Han endte på en 5. plads efter første sving. I stedet var det Sergio Perez, der fik mulighed for at udfordre Hamilton - og han prøvede. Et enkelt forsøg kunne det blive til, inden Hamilton lukkede helt op for gassen og skabte det hul, der gjorde at han havde løbet under kontrol.
Det var i forbindelse med første pitstop at Rosberg genvandt 2. pladsen. Han skiftede sent og brugte den fri bane foran sig til at knalde en hurtig omgang af. Det var nok. Rosberg var på 2. pladsen - uden egentlig mulighed for at true Hamilton og rimelig sikker på sin placering. Derfra var der ingen grund til at beskæftige sig med de to første placeringer i det løb.
Var der ingen kamp om sejren, og et stykke inde, heller ikke om 2. pladsen, var der flere bejlere til den sidste podieplads. Der var Perez, der fik den fantastiske start, der var en velkørende Ricciardo, der var den oplagte kandidat - Vettel og der var Grosjean hvis Lotus ikke har været så effektiv i knap to år. Ricciardo faldt fra, da bilen stoppede på opløbsstrækningen og vi fik en periode med Virtuel SC. En lidt kedelig, men fornuftig løsning i forhold til en bil, der hurtigt kan fjernes.
Perez problem mod slutningen var at han skulle passe på sine dæk. På det tidspunkt var han allerede ude af medaljekampen og samtidig måtte han overgive sig til en selvsikker Kvyat, der endte på 4. pladsen og samtidig virkede stærkere end han gjorde i Ungarn. Egentlig skulle det kun have været en 5. plads for Kvyat, men på næstsidste omgang blev duellen mellem de to sidste bejlere til 3. pladsen afgjort.
Det var mellem Vettel i en Ferrari der slet ikke imponerede, og Grosjean i en Lotus, der i den grad imponerede. Men Ferrarien var alligevel forrest, altså indtil den punkterede. Vettel havde bedt om ekstra pitstop, teamet sagde nej, dækket opgav. Altså arvede Grosjean en 3. plads, mens alle andre også rykkede en plads frem. Hvilket altså gav 4. pladsen til Kvyat foran Perez. Efter ham kom Massa, som den første i en skuffende Williams.
På 7. pladsen kom Kimi Raikkonen, der på de sidst omgang måtte afvise en ivrig Verstappen. På 9. pladsen kom Bottas, der undervejs fik en straf, ikke for noget han havde gjort, men fordi teamet ikke helt kunne beslutte sig for hvilke dæk han skulle køre med. I al fald blev han efter sit pitstop sendt på banen med tre dæk af en type og et dæk af en anden. Det vækkede jo mindelser om gamle dage, hvor intelligente kørere kunne lave sådan et nummer og få en fordel ud af det - men i dag er det altså forbudt!
Det sidste point gik til Marcus Ericsson, svenskeren der generelt ikke har gjort meget for at bevise sin eksistensberettigelse i Formel 1. Men i dag endte han både i pointene og foran Nasr. Sebastian Vettel på klassificeret som nr. 12 - foran de to McLaren kørere!
Spændende løb - næh. Men det kan de ikke være allesammen - og de sidste par løb har været over gennemsnittet. Det er selvfølgelig ærgerligt at en så klassisk bane som Spa ikke også leverer et klassisk løb, men vi sætter vores lid til Monza. Martin Møller-Thomsen
Læs mere om: Spa-Francorchamps23/08/15 - Spa-Francorchamps - Formel 1 |