Special Saloon   03/09/15

Tæt kamp på alle fronter
Jyllands Ringens GP Danmark bød på både spænding, dramatik og flere forskellige vindere i First Stop Special Saloon.

Claus Christensen, der var til start med sin Aquila prototype for første gang i denne sæson, lagde stærkt ud med pole position foran mesterskabsførende Christian Nilsen, Chevrolet Corvette, og Thomas Fjordbach, der var på gæstevisit med sin Audi R8.


Claus Christensen var urørlig om lørdagen.
(Foto: Ib Trebbien)

Trioen kom i mål på samme placeringer i lørdagens løb, og det udløste også klassesejre til de to første i henholdsvis S-P og S-GT klasserne.

Lidt længere tilbage i feltet trak Martin Vedel Mortensen, Opel Corsa, sig sejrrigt ud af en duel med Hans Hartmann Petersen, Honda Accord, i kmapen om sejren i SS2, mens Michael Carlsen kørte sin Peugeot RCZ til sejr i SS3.


Michael Carlsen ryddede bordet i SS3.
(Foto: Ib Trebbien)

Martin Vedel Mortensen og Michael Carlsen fortsatte deres sejrsrækker i søndagens to løb, men forrest i feltet skete der ting og sager.

Claus Christensens held slap op allerede på opvarmningsomgangen, hvor han måtte trille ind til siden med et teknisk problem, Christian Nilsen kolliderede med en langsommere deltager, og så var Thomas Fjordbach pludselig i front, hvor han befandt sig så godt, at han sluttede af med løbets hurtigste omgang, 1/10 sekund hurtigere end Claus Christensens bedste dagen før. På de følgende pladser fulgte Rune Ydstebø, Chevrolet Corvette og Mikkel Overgaard Pedersen, Porsche.

Thomas Fjordbach fortsatte de gode takter i søndagens andet løb og sænkede omgangstiden yderligere 3/10 sekund. Han havde netop overhalet Christian Nilsen på vej ud af svindet efter publikumslangsiden da festen sluttede.


Thomas Fjordbach var weekendens hurtigste og vandt søndagens første løb.
(Foto: Ib Trebbien)

På vej ind i ”Hesteskoen” forsøgte Christian Nilsen et kontraangreb, men ramte den forankørende, og så holdt de to førende pludselig ude i sandkassen. Dermed var vejen banet for Rune Ydstebø og Mikkel Overgaard Pedersen, mens Per Frost tog den sidste podieplads med sin Ferrari.

Og mens alt dette skete kørte Bjørn Olaf Wiik sin Chevrolet Beretta til sejr i S-P, næsten i ubemærkethed.

First Stop Special Saloon Car

Ib Trebbien


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 30/08/15 - Jyllandsringen - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto