DTC   05/11/15

DTC-mester teamer op med STARK til ny sæson med podie-ambitioner
DTC - Danish Thundersport ChampionshipRegerende DTC-mester Casper Elgaard har netop indgået aftale om et 2016-sponsorat med byggecenterkæden STARK.
Det er nu femte sæson, at parterne teamer op, og ambitionerne er klare: ”Vi vil vinde det hele!”, lyder det kort og godt fra DTC-klassens mest titelvindende racerkører nogensinde.

For femte sæson i træk kører regerende DTC-mester Casper Elgaard til næste år ud for STARK Racing. Ud over det individuelle DTC-mesterskab vandt han sammen med tidligere DTC-vinder Dennis Lind teammesterskabet som en del af Team Massive Motorsport i 2015. Parterne har således netop aftalt at forlænge det succesrige sponsorat.


Casper Elgaard på podiet

Der skal teamwork til at vinde
- Vi har en fantastisk god støtte i STARK, som virkelig forstår værdien af et stærkt professionelt samarbejde. Der skal teamwork til at vinde, og der er STARK en god partner. Vi går derfor ind til den nye sæson med samme ambition som i år: Vi vil vinde det hele!, udtaler Casper Elgaard.

Han har nu i alt seks gange indtaget den øverste podieplads i DTC og er dermed klassens mest titel-vindende racerkører nogensinde.

- Vi er glade for de flotte resultater, som vi har fejret sammen med Casper og STARK Racing. Han er med sin sympatiske personlighed og vindermentalitet en fremragende ambassadør. STARK Racing viser om noget vigtigheden af professionelt teamwork og kompromisløshed, når man vil skabe de bedste resultater. Samtidig henvender DTC og STARK Racing sig til håndværkerne og udgør en fremragende platform for videreudvikling af vores kunderelationer, supplerer marketingdirektør Jesper Gaarde fra STARK.

Ud over fornyelsen af Casper Elgaards sponsorat vil STARK også i 2016 være repræsenteret på Dennis Linds bil. Dennis Lind anses for et af dansk motorsports største talenter, blev nr. to i årets DTC og skal i 2016 køre ud i team med Casper Elgaard.

DTC giver de perfekte rammer
Næsten 2500 kunder, kolleger og andre i STARKs netværk deltog i dette års STARK Racing-arrangementer i forbindelse med DTC. Her blev et fuldt besat felt på 28 biler bl.a. for første gang live-transmitteret på TV2s sportskanal.


DTC-vinder Casper Elgaard (t.v.) sammen med marketingdirektør i STARK Jesper Gaarde (t.h.)

Det er således ikke kun på banen, at partnerskabet mellem Casper Elgaard og byggecenterkæden år efter år kan fejre succes. DTC og STARK Racing har nemlig siden 2012 udviklet sig til et stort trækplaster, forklarer Jesper Gaarde:

- Håndværkerne bruger det i stor stil til at netværke i uformelle rammer. Det er en succes for os, men også for vores kunder, der møder nye samarbejdspartnere. Vores analyser viser, at håndværkerne har en særlig stor interesse for motorsport. Derfor giver DTC de perfekte rammer, når vi ønsker at styrke relationerne til håndværkerne.

STARK er med en årlig omsætning på 6,6 milliarder kroner Danmarks største leverandør til byggeriet. Kæden beskæftiger cirka 2.600 medarbejdere og er landsdækkende med 90 byggemarkeder i Danmark og Grønland. STARK er en del af DT Group A/S, der er Nordens største distributør af byggematerialer.

Perfekta PR


Læs mere om:
  • Casper Elgaard

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto