Efter en lang vinter var det to spændte racerkører der vendte busserne mod Portugal til første runde af EM Super 1600. Til denne sæson har Ulrik fået følgeskab af Daniel Nielsen, som skal køre fuld EM sæson sammen med Ulrik. Lørdagens frie træning blev domineret af Ulrik som satte hurtigste tid i klassen, og dermed viste de samme takter som han sluttede 2015 af med. Da Daniel havde kørt sig ind på banen forbedrede han også sine omgangstider, og var efter træningen tilfreds.
Daniel Nielsen (Foto: Johnny Loix)
Det hele er nyt for mig, ny bil, ny bane og nyt team, så der er ingen tvivl om at denne weekend er vanskelig, men lad os nu se – det skal nok blive bedre – Udtaler Daniel Nielsen efter fjerde heat, som desværre var afslutningen på hans weekend.
For Ulriks vedkommende var første heat præget af et pludseligt skybrud og deraf meget langsomme omganstider, så på trods af en klar heatsejr var tiden så dårlig at det sendte den unge nordjyde på en svømmetur ned i rækkerne, helt ned på en 17. plads.
Ulrik Linnemann (Foto: Johnny Loix)
I starten af andet heat var der en konkurrent der var lidt for nærgående og valgte at brage ind i Ulrik og derved snurre ham rundt. Heldigvis var dommerne så fair at de øjeblikkeligt tildelte den anden kører et sort flag, og dermed en udelukkelse.
Tredje heat startede med fantomtider for Ulrik, men desværre kørte en konkurrent i stykker og bilen stod de sidste runder midt i sporet, hvilket igen resulterede i en samlet heattid der var mildest talt til glemmebogen.
Fjerde heat, som blev kørt søndag formiddag, var præget af sol og en bane der var tørret op, hvilket gav Ulrik blod på tanden. Han kvitterede derfor med en fantastisk heatrunde med en sikker sejr og hurtigste tid.
Nu venter semifinalen og forhåbentlig en finale - griner Ulrik efter fjerde heat. Grinet forstummer dog en kende da snakken falder på udfaldet af semifinale og finale. Jamen, jeg har god fart i bilen, jeg er mentalt klar, nok mere klar end jeg nogensinde har været, og mit team står bag mig med den støtte der skal til, så jeg har en god mavefornemmelse. Lad os nu se, intet er afgjort før vi ser det ternede flag.
Semifinalen går da også ret hurtigt Ulriks vej, og da de går ud på sidste omgang ligger Ulrik som nummer to, og den førende mangler stadig at tage sit jokerlap, desværre er den unge nordjyde en smule for ivrig og forbremser sig hvilket koster ham semifinalesejren. Alligevel rækker resultatet til en startplacering som fire i finalen. En placering han med stor selvsikkerhed veksler til en flot og fortjent sejr. Dette var dog ikke en ren foræring for Ulrik, da han med to omgange tilbage mistede bremsekraften på baghjulene, idet en bremseslange knækkede.
Ulrik Linnemann (Foto: Johnny Loix)
Alt i alt har det været en weekend med alt godt fra hylden, møgvejr, uheld, påkørsler, kørefejl og teknisk defekt, men hvad betyder når bare man slutter af med at stå øverst på skamlen? Den her weekend har bare gjort os klogere og styrket os, så nu glæder vi os bare til næste runde i England – siger en træt og glad Ulrik Linnemann på telefon fra Portugal, inden samtalen afbrydes af et par lokale journalister som vil tale med den glade nordjyde.
Inden løbet i England har Ulrik og teamet flere spændende opgaver på programmet – men mere om det senere.
- Linnemann Motorsport Presse / KCJ FOTO
Læs mere om: Ulrik Linnemann |