1600 Challenge   21/04/16

Optræk til endnu en spændende sæson
I 2015 havde Yokohama 1600 Challenge den tætteste afslutning på et mesterskab i mands minde.
7 kørere var med i kampen om mesterskabet helt indtil det ternede flag faldt i sæsonens allersidste heat. Danmarks eneste Gruppe N mesterskab er altid leverandør af tæt og spændende ræs, hvor alle bilerne kæmper på lige vilkår.

Til Åbningsløbet på FDM Jyllandsringen har 22 kørere meldt deres ankomst, og Yokohama 1600 Challenge leverer derved endnu engang et af de pt største felter i Dansk Motorsport. De 22 kørere er fordelt på 10 forskellige bilmodeller.

I 2016 er der endnu engang rigtig mange udfordrere til titlen.

Steffen Larsen blev vinderen af DIF Danmarksmesterskabet i en Peugeot 106 GTI fra 1998. Han er på banen igen i år, men starter sæsonen ud i en 10 år nyere Suzuki Swift Sport, som han selv har ombygget til ræs. DM sølv- og bronzevinderne Carsten Rasmussen og Brian Johannesen er også tilbage. Førstnævnte i en nybygget Peugeot 208, mens Johannesen fortsætter i samme Peugeot 207 som han snuppede medaljen i.


Yokohama 1600 Challenge er altid leverandør af store, tætte felter
(Foto: CNPhoto.dk)

Mads Hedegaard Frederiksen er også klar igen. Med både Pole Position og løbssejr i 2015 hører han også til blandt titelkandidaterne. Han bliver teltkammerat med en tidligere Danmarksmester – Tommy Nygaard. Nygaard vandt mesterskabet i 2012, men har sidenda kun kørt 2 løbsweekender. 4 heats, og ud af dem kom der 3 sejre og 1 Pole Position. Han bliver med ret stor sikkerhed også en kandidat til titlen.

Men hvem ved – måske bliver det en helt 6. kører som overrasker og blander sig i medaljekampen.

Alt er også åbent i Oldboysmesterskabet. Carsten Rasmussen og Michael Scharstein har vundet mesterskabet de seneste 2 sæsoner, men Rudi Larsen i feltest indtil videre eneste trykladede bil i klassen viste også rigtig god fart ved sæsonafslutningen. Jimmy Bob Søgaard Jensen har været med i medaljekampen de seneste sæsoner, så måske er det ham som løber med den helt store pokal i år.

Rookiemesterskabet er en god blanding af kørere som aldrig har kørt noget racerløb før, og kørere som tidligere har kørt gokart. Kim Villebæk Thomsen og klassens indtil videre eneste pige Brigitte Klintskov Jerkel hører til den første kategori, mens Jacob Hansen og Mads Østerbro tidligere har kørt gokart. Alt er åbent mellem disse 4 kørere.


Alle bilmodeller kæmper på lige vilkår, så det giver tæt ræs imellem alle typer og årgange af biler
(Foto: CNPhoto.dk)

For øvrigt kører Brigitte Klintskov Jerkel med i både Rookie-, Oldboys-, Ladies- og det generelle DIF Danmarksmesterskab. Indtil videre er hun et uskrevet blad, men det bliver spændende at se om ikke at hun kan give nogle af drengene røvfuld :)

Denne weekend er der endnu et par kørere, der kan kæmpe med om sejren. Morten Christensen og Bernth Stott Jørgensen har tidligere været med helt fremme i feltet, men indtil videre kører de 2 kun udvalgte løb.

Rasmus Holmegaard Hansen har tidligere vundet pokaler i gokart samt Youngtimer, og efter et par sæsoner i Supercup, har han nu fundet vej til Yokohama 1600 Challenge. Der er helt klart potentiale for topresultater – podiepladser, sejre, mesterskabsmedaljer? Vi får at se i løbet af sæsonen.

Til sidst vil vi gerne sende en lille hilsen til 2 kørere som ellers havde planlagt at deltage i en fuld sæson i Yokohama 1600 Challenge. Mark Backhausen og Jan Jespersen er desværre sat ud af spillet til de 2 første løbsweekender på grund af helbredet. Men vi håber på at se dem tilbage på banerne senere på året. God bedring begge to.


(Foto: CNPhoto.dk)

Yokohama 1600 Challenge kan i år følges på tv, når vi kører sammen med DTC løbene. Denne weekend bliver vores heat 2 sendt direkte på TV2 Sport og TV2 Play, så hvis I ikke har mulighed for selv at komme ud på banen, så kan I også følge os hjemme fra sofaen, terrassen eller sommerhuset eller hvor I end måtte være.

Ligesom i de seneste sæsoner har medlemmer af Dansk Metal gratis adgang til alle sæsonens løb, mod fremvisning af deres medlemkort.

Tidsplanen for den første weekend lyder som følger (ret til ændringer forbeholdes):

Lørdag
Træning 9.55
Kvalifikation 14.10

Søndag
Løb 1 11.25
Løb 2 13.45

Vi håber at se rigtig mange tilskuere ude på banen, til en forrygende sæsonstart. Og husk – allerede næste weekend er vi i gang igen på Padborg Park til vores 2. afdeling.

Kørerforeningen Gr. N
Yokohama 1600 Challenge

JJ Media


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 24/04/16 - Jyllandsringen - 1600 Challenge

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto