SuperCup   27/04/16

ACD ProRacing – ikke en helt uproblematisk start
Vejret var uforudsigeligt, problematisk og omskifteligt på Jyllandsringen i weekenden den 23. – 24. april, og omskiftelig og problematisk er ord der også passer på ACD ProRacings sæsonstart.

Det hele begyndte ellers ganske godt, tidtagningen blev kørt og glæden var stor da det lykkedes Jakob at sætte næstbedste tid i tidtagningen, men glæden varede kort, for efter tidtagningen blev Jakob Borum vejet og han blev i bogstaveligste forstand fundet for let. Helt præcis 3,5 kg for let. Der var meget stor underen i hele teamet for blot nogle få timer tidligere viste kontrolvejningen på den selvsamme vægt, at vægten var ca. 20 kg over det tilladte minimum og med lidt ekstra brændstof i, så burde der absolut ikke være noget problem. Det viste sig imidlertid, at der var en helt reel forklaring. Til kontrolvejningen inden tidtagningen havde bilen transporthjulene monteret, og de er en hel del tungere end de superletvægtshjul der blev kørt ræs med… En kontrolvejning viste at forskellen var 2,5 kg per hjul, nok til at minimumsvægten for bilen ikke kunne overholdes. En af de små fejl man kun begår en gang.

Det betød, at Jakob Borum skulle starte bagerst til heat 1, pudsigt nok sammen med den hurtigste mand fra tidtagningen, Kim Lund Johansen, der vejede det han skulle, men til gengæld havde for mange hk i tidtagningen.

Heat 1 blev kørt under meget vanskelige forhold, banen var våd og meget glat, og da bilen stadig er meget ny for Jakob, endte det desværre alt anden end godt. Specielt bremserne med metalcarbonklodser er meget anderledes end i den gamle bil, og det betød, at Jakob fik blokkeret hjulene for enden af langsiden i et overhalingsforsøg, og så kørte bilen bare ligeud i sandet. ”Jeg er stadig ved at lære bilen at kende, og desværre oversatsede jeg lidt i det glatte føre, ærgerligt og træls, men det ligger altså ikke til mig at køre forsigtigt” sagde en ærlig Jakob Borum efter heatet.


Afkørsel i heat 1 kostede en ny kofanger, men gav en del erfaring med bilens bremser i glat føre
(Foto: Keld Dohm)

Heat 2 blev weekendens sportslige højdepunkt. Heatet blev startet i fint tørvejr, men endte i snevejr. Der var masser af publikummer og live dækning på TV. Jakob kørte en pænt løb, og endte på en 4. plads – selvom han syntes bilen indimellem ikke helt trak så godt som den burde.


Heat 2 var weekendens sportslige højdepunkt, selvom der kom sne
(Foto: Keld Dohm)

Heat 3 blev kørt som det allersidste heat på Jyllandsringen, og det blev lidt for begivenhedsrigt for Jakob. Starten og første omgang gik fint, Jakob lå P4, og fulgte med de forankørende, og blev presset bagfra af Lasse M. Sørensen i Opel Astra. På omgang 3 rammer Lasse’s højre forhjul desværre Jakobs venstre baghjul, og det er kun med nød og næppe, at Jakob undgår at sidde fast i sandkassen for anden gang i weekenden, men det koster endnu en forkofanger. Det hele ender med, at Jakob slutter på weekendens anden 4. plads.


I teltet var der glæde over Danmarks Bedste hotdogs
(Foto: Keld Dohm)

I paddocken var teltet fyldt med inviterede gæster hele søndagen, og de nød godt af varm kaffe til at holde varmen, hotdogs fra danmarksmesteren i hotdog: Pølsemageriet, samt både øl og vand til at slukke tørsten. I alt blev der drukket omkring 30 liter kaffe og spist ikke mindre end ca 350 hotdogs. ProRacing takker for opbakningen og ser frem til efteråret hvor der er aftalt et lignende arrangement med DRC.

Efter weekenden er der fundet en forklaring på, at bilen ikke helt trak som den skulle, det viser sig nemlig at toppakningen er røget, så nu arbejdes der på højtryk i værkstedet for at få bilen klar allerede til den 30. april hvor der igen skal køres ræs, og denne gang på Padborg Park.

Om alt går vel og vejrguderne vil det, så håber Jakob på lidt færre uheld til næste løb.

ACD ProRacing

Keld O. Dohm


Læs mere om:
  • Jakob Borum
  • Jyllandsringen
  • 24/04/16 - Jyllandsringen - SuperCup

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto