Danish Supertourisme Turbo   02/05/16

Padborg Park åbnede sæsonen med godt race
Michel Nykjær vandt to af tre løb for OK Mobil 1 Danish Supertourisme Turbo
Det var det bedste forårsvejr uden vind og med høj sol fra en skyfri himmel, som publikum blev mødt af, da Padborg Park i weekenden indledte sin 14. sæson med FTZ Padborg Open. Og deltagerne i de forskellige klasser leverede race i høj klasse, som matchede de flotte rammer.

Hovedattraktionen var sæsonpremieren OK Mobil 1 Danish Supertourisme Turbo, hvor Michel Nykjær, Næsted, endte som den store triumfator, da han vandt to af de tre heats, herunder det afsluttende løb, som udløste pokaler og champagne.

Den tidligere VM-kører havde været hurtigst i tidtagningen, men da de otte bedste fra tidtagningen, starter i omvendt rækkefølge i det første løb, betød det startplacering otte. Og i dette løb formåede den rutinerede kører ikke at komme ret meget frem i rækkerne. Faktisk blev det blot til et avancement på en enkelt placering i løbet efter bl.a. en episode, hvor han tabte bilens front, mens debutanten Martin Vedel Mortensen, Odense, dominerede løbet. Fynboen startede løbet som nummer fire, men han havde en perfekt start, så han førte feltet an efter første omgang, hvorefter han fik opbygget en føring på godt ti sekunder, godt hjulpet af de nærkampe, der var bagved. Og selv om dette forspring forsvandt, da man mod slutningen indsatte en safety car, kunne han holde føringen til mål.


Tre af hovedpersonerne ved FTZ Padborg Open. Jesper Egebart (21), Michel Nykjær (17) og Ole Petersen (97), der kom på podiet som henholdsvis nummer tre, et og tre
(Foto: Henning Smed)

I andet heat førte Jens Møller, Ikast, fra start, men Michel Nykjær kom hurtigt i front og begyndte her at opbygge et forspring på 6,5 sekunder til Ole Petersen, Bredebro. Martin Vedel Mortensen havde også et godt andet heat, hvor han kørte fra ottende- til tredjepladsen, men i det tredje og afsluttende løb var han uheldig og endte dagen i sandkassen. Finalen dominerede Michel Nykjær også, mens der bag ham var en tæt kamp om de tre næste pladser mellem Jesper Egebart, Vejle, Ole Petersen og Kevin Rossel, Daugård. De sluttede i nævne rækkefølge, blot adskilt af et sekund.

OK Mobil 1 Legend Car Cuppen indledte også sæsonen ved FTZ Padborg Open, og her blev man vidne til mange gode dueller mellem Tommy Laugesen og Kevin Verner, begge Silkeborg, der endte med henholdsvis en og to heatsejre hver.

I talentklassen Forrmel Ford formåede Christian Rasmussen, Dragør, at vinde sin allerførste start, men i det næste løb måtte han i huj og hast køre ind til siden, da store flammer begyndte at stå ud fra bilen. Heldigvis fik en official med en pulverslukket has med ilden, men hans weekend var omme, og herefter var der ikke nogen, som kunne udfordre Daniel Lundgaard, Hedensted, som vandt de to sidste løb.

Driftsforeningen Padborg Park

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 01/05/16 - Padborg Park - Danish Supertourisme Turbo

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk